Er du ligesom mig begejstret for comedy og nyder at opleve både erfarne og helt nyudklækkede comedy-kyllinger? Så læs med, når jeg guider dig til otte fede steder med forskellige former for comedy og open mic. Dette er blot et udvalg af de mange comedyklubber i Købehavn, og som inspiration til dig!

Psst! Generelt skal du være 15 år for at komme ind på comedy klubberne.

1. Teater Play

I hjertet af Amager, finder du Teater Play. De tilbyder en række af oplevelser inden for comedy, blandt andet teater, standup, testshows, improv comedy og mere! Hver torsdag kan du komme til open mic og blive underholdt af både kendte og mindre velkendte komikere, som typisk varer mellem to til to en halv time. Så trænger du til at blive underholdt og få et godt grin, er det bare med at komme afsted!

Hvor: Strandlodsvej 7, København S
Hvornår: Hver torsdag kl. 20
Pris: 50 kr (+ billetgebyr)

Find mere information om deres arrangementer lige her.

2.  Bartof Cafe

Bartof Cafe er en hyggelig cafe placeret midt på Frederiksberg, hvor du både kan få noget at spise og drikke, men du kan også slå lyttelapperne ud og blive underholdt af musikere eller komikere. Hver tirsdag åbner cafeen dørene op for en verden af standuppere og det varer gerne alt i mellem halvanden time til to timer. Men det bedste af det hele: Det er gratis!

Kom gerne i god tid, fordi der er ofte propfyldt!

Hvor: Nordre Fasanvel 46, 2000 Frederiksberg
Hvornår: Hver tirsdag kl. 20
Pris: Gratis

Læs meget mere om Bartofs events her.

3. Huset KBH

Ved Huset KBH er der flere afdelinger tilknyttet, hvor der afholdes forskellige arrangementer, og her har du mulighed for at udleje nogle af lokalerne til private arrangementer. En del af Huset KBH er også den famøse Bastard Cafe, hvor du kan slippe dit indre barn fri med brætspil.

Interesseret i quizze løs? Læs om 10 gode quiz steder her.

Ved Huset KBH bliver der også ofte holdt aftenener med comedy – mere præcis tirsdags open mic stand-up, som Red Barnet Ungdom står for. Det koster 25 kroner  (hvis du ikke er medlem af RBU) og pengene går også ubeskåret hertil. Så tag det gode humør med, når det næste arrangement bliver sparket i gang den 10. marts.

Hvor: Rådhusstræde 13, 1466 København K
Hvornår: Hver tirsdag: næste arrangement 10. marts 2020 kl. 19:30
Pris: 25 kr. Der betales kun med Mobilepay ved døren

Du kan læse mere om alle deres arrangementer på deres hjemmeside her.

4. Comedy Zoo

En af de ældre comedy klubber i Danmark er Comedy Zoo, hvor et hav af Danmarks dygtigste og nye komikere har optrådt. Klubben finder du både i København og Århus. Her finder du foruden Open Mic, også arrangementer som Klubaften, hvor mere rutinerede komikere optræder, Det Sene Show Fredag, som er med til at sætte den helt rigtige stemning inden en tur i byen og flere one-man-shows med velkendte ansigter.

Til Open Mic får de optrædende lov til at afprøve og teste nyt materiale, og så kan du også glæde dig til flere erfarne (og sjove) værter. Er du studerende kan du indsamle nogle gode rabatter på dine billetter.

Hvor: Knabrostræde 19, 1208 København
Hvornår: Hver onsdag kl. 19
Pris: Voksne: 95 kr. Studerende: 75 kroner

Du kan læse meget mere om Comedy Zoos program her.

5. Warberg Comedy Club

Som navnet lyder er denne comedy klub startet af Danmarks egen sønderjyske komiker-darling Thomas Warberg og hans management bureau. På Warbergs Comedy Club handler det simpelthen ikke om andet end comedy. Derfor har de også droppet alt hvad der hedder øl og drinks, og selv toiletter(!), men du kan til gengæld glæde dig til at grine i en god times tid, hvor de optrædende fra gang til gang er en overraskelse. En gang om måneden hylder de også udelukkende de kvindelige komikere.

Som andre steder i København kan du se frem til at høre noget af komikernes nye materiale og god gammeldags improvisation. Billetterne koster 90 kroner.

Hvor: Vesterbrogade 45, 1620 København
Hvornår: Tirsdag, fredag og lørdag. Kl. 20-21
Pris: 90 kroner. (Der er et bestillingsgebyr på 4,65 kroner)

Du kan læse meget mere om deres arrangementer her.

6. Den Glade Gris

Den Glade Gris er, foruden at være en festlig bar med både live-musik, DJ’s og forholdsvis billige øl, også noget af en underholdningsklub. Hver torsdag klokken 20 kan du nemlig svinge forbi Den Glade Gris til stand-up i hele to timer med nogle af Danmarks nye talenter og de mere garvede typer. Er du ikke helt overbevist? Så vil nogle af deres selling-points nok være at du kan få halv pris i baren og så er det helt gratis! Ligesom med Warberg Comedy Club, løfter Den Glade Gris heller ikke sløret for aftenenes komikere – der må du blot vente i spænding til at få godt gang i lattermusklerne. Husk at komme i god tid.

Går du selv og drømmer om at få andre til at grine, kan du skrive dig op til at gå på scenen ved nærmere aftale med personalet hos Den Glade Gris.

Hvor: Lille Kannikestræde 3, 1170 København K
Hvornår: Hver torsdag kl. 20
Pris: Gratis

Du kan læse meget mere om stand-up og deres andre kulturelle tiltag her.

7. Lygten st.

Med over hundredevis af shows om året, må Lygten Station siges at være et af Nørrebros kulturelle knudepunkter, som både fungerer som spillested, kulturhus, filmteater og comedy club. Og det er selvfølgelig den sidste, som dette punkt omhandler.

Hvis du både er til good-old-fashioned open mic stand-up, men også nyder improv teater, så er det her helt klart stedet for dig. Med et lille tvist, er 3for2 improv comedy på engelsk med tre acts og to personer, hvor det er påkrævet at købe billet til 50 kroner (60 kroner i indgangen). Du kan også opleve acts som Elias Ehlert, Geo og Jan Gintberg. Næste omgang open mic er d. 11 marts, og som noget lidt andet, betaler du, hvad du vil som indgangsbillet.

Hvor: Lygten 2, 2400 Copenhagen
Hvornår: Open Mic: hver onsdag klokken 21-22.
Pris: Som Lygten selv skriver til deres events: Giv-hvad-du-har-lyst-til

Her kan du læse mere om Lygtens up-coming events.

8. ICC – Improv Comedy Copenhagen

Improv Comedy Copenhagen er selvskrevet en comedy klub, der har fokus på det helt elementære bag komikken, nemlig improvisering og magien der opstår på baggrund af det. De kører fire aftenener om ugen torsdag, fredag, lørdag og søndag med forskellige temaer. Du kan blandt andet kombinere fredag aften med latter og cocktails eller lørdag aften med fuldblæst improvisering, hvor der udvælges et enkelt scenarie fra publikum og alt andet er uøvet. Næste gang er torsdag den 5. marts.

Er du ekstra modig, kan du selv prøve kunsten bag improvisering med deres næste ‘intro til improv comedy’ søndag d. 8. marts.

Hvor: Frederiksholms Kanal 2, 1220 København K
Hvornår: Torsdag, fredag, lørdag og søndag. Kl. 20
Pris: Afhænger af showet, men torsdagsprisen er 95 kr. pr. person

Her finder du mere information om ICCs kommende begivenheder

Har du flere anbefalinger til open mic og stand-up steder, så tøv endelig ikke med at skrive til os, så kommer de selvfølgelig på listen!