Kan du også mærke det? Der er forår i luften! Vi går ind i april måned; en måned, der både byder på stigende temperaturer, lysere aftener, blomstrende kirsebærtræer og - helt uden aprilsnar - flere lempelser af corona-restriktioner. Mangler du inspiration til hvad du kan opleve denne måned i København, er du kommet til det rette sted: Vi guider til fem spændende begivenheder. God fornøjelse!

Få et overblik: April måneds restriktions-lempelser

  • Det indendørs forsamlingsforbud er stadig på fem, men det udendørs er nu hævet til 10 personer
  • D. 6 april må frisører og liberale erhverv åbne
  • D. 13 må mindre storcentre åbne
  • D. 21 april åbner større storcentre, museer og biblioteker, og caféer og restauranter åbner for udendørsservering.

Flere steder vil det være påbudt, at man kan fremvise enten coronapas eller en negativ test foretaget indenfor 72 timer. Læs mere her.

Påskehygge på Frilandsmuseet

Foto: Frilandsmuseet

Glædelig påske! Som et af byens eneste museer, holder Frilandsmuseet åbent til en masse udendørs hygge og sjov aktivitet i påskedagene. Her kan I deltage i gratis påskeharejagt, hilse på de nuttede påskelam, kaniner og kyllinger, og hvis I er heldige, få en rundvisning, hvor I kan høre mere om livet på landet i gamle dage, påske og forårs-traditioner.

Hvor? Frilandsmuseet, Det Gamle Danmark. Kongevejen 100, 2800 Lyngby
Hvornår? Fra d. 1. - 5. april. Kl. 10:00 - 16:00
Pris? Voksen: 70 kr. Børn: Gratis. Voksen + barn: 60 kr.
Coronapas? Ja. Du skal kunne fremvise ID og en negativ COVID-19 test ved indgang.

Læs her for retningslinjer og mere information

Forårsstemning i Tivoli

Foto: Tivoli

Der er rig mulighed for at snuse foråret ind i Tivolis blomstrende forlystelsespark, der endelig er åbnet for gæster igen. Gå en tur i den spirende have, der i påskedagene prydes af farverige påskeæg, liljer og får, få et sus i maven i én af de mange udendørs forlystelser, smag på lækre take away-retter, deltag i æggejagt eller pynt et træ med smukt påskepynt. Der er altid en masse at give sig til i Tivoli!
OBS: Inden dit besøg skal du forhåndsbestille billet og reservere en plads.

Hvor? Vesterbrogade 3, 1630 København V
Hvornår? 27. marts - 26. september. Til d. 5 april er der åbent hver dag, men fremover vil der kun være åbent fredag-søndag til Danmark åbner mere op.
Pris? Entré: 135-145 kr. for en voksen og 60 kr. for et barn
Coronapas? Ja. Du skal kunne fremvise ID og en negativ COVID-19 test ved indgang.

Læs her for mere information og retningslinjer for dit besøg

ZOO inviterer til 100 tons frådende forhistorie

Foto: Zoologisk Have

Skal du med på en 65 millioner års tidsrejse, kan du i Zoologisk Have fra d. 10 april møde 25 enorme, livagtige og frygtindgydende dinosaurer! Det er Jurassic Park-skaberen, der står bag de troværdige og fascinerende fortidsdyr, der uden tvivl vil imponere både store og små. I løbet af foråret vil man desuden kunne deltage i fossiludgravning, skattejagter og spændende foredrag. Og så kan du selvfølgelig stadig møde alle de dyr, du kender – hvis de altså har overlevet mødet med de nye ”beboere”.

Hvor? Zoologisk Have, Roskildevej 32, Frederiksberg
Hvornår? Fra d. 10 april
Pris? Entré: 195 kr. for en voksen og 105 kr. for et barn
Coronapas? Ja - du skal kunne fremvise ID og en negativ test ved indgang.

Læs her for mere information og retningslinjer for dit besøg

Pumpehusets Byhaves åbningsfest og forårskoncerter

Foto: Caroline Amalie Twile / BYHAVEN

Det kom bag på de fleste, da Pumpehusets Byhave for bare et par dage siden annoncerede både åbningsfest og programmet for forårets kommende udendørs gratis-koncerter. Ja, du hørte helt rigtigt: Gratis! Koncerter! Åbningsfesten, der indeholder en koncert med bl.a. den danske rapper Sulka, løber allerede af stablen onsdag den 21. april - og du finder programmet for april og majs koncerter her.

Hvor? Studiestræde 52, 1554 København V
Hvornår? Åbningsfest d. 21 april - resten af programmet her.
Pris? Gratis entré.
Coronapas? Ja, du skal kunne fremvise ID og en negativ COVID-19 test

Museernes genåbning

Foto: Lousiana Museum

D. 21 april er det store genåbningsdag for landets museer, der heldigvis har brugt den nedlukkede periode på at forberede, opsætte og finpudse de kommende forårsudstillinger, som står klar ved åbning. Jeg glæder mig personligt helt vildt til at se udstillingerne: MOR!Louisiana, COMMUNITY OF FRAGMENTS hos Kunstforeningen Gl. Strand og Afgang 2021 på Kunsthal Charlottenborg, der alle åbner d. 21 april.

Hvor? Alle landets museer
Hvornår? D. 21 april
Pris? Prisen afhænger af de enkelte museer
Coronapas? Det afhænger af museet, men de fleste kræver både ID og en negativ COVID-19 test ved indgang.

Læs på museernes egne hjemmesider for retningslinjer og mere information.