Efterårsferie i København: Bliv klogere med disse aktiviteter
Efteråret er nu over os. Og dette betyder også, at nedtællingen til årets efterårsferie nu for alvor er begyndt. En uge med hyggelige oplevelser og aktiviteter for hele familien. Men hvorfor ikke også udnytte ugen til at blive en tand klogere på nogle af de ting, som vi ikke helt har tid til at fordybe os i, i hverdagen? København og omegn bugner heldigvis af sjove aktiviteter med fagligt indhold til enhver smag. Aktiviteter, hvor der selvfølgelig er taget højde for de nuværende omstændigheder – husk derfor at pakke et ekstra mundbind og håndsprit. Læs med her og gå på opdagelse i hovedstadens mange aktiviteter og bliv klogere imens. Vi guider jer til hvad og hvor I kan starte!
Tag på museum
Københavns museer slår traditionen tro dørene op til en række særlige udstillinger og aktiviteter i efterårsferien. Med det store udvalg i København finder du nedenfor udstillinger, som egner sig til alle – fra de helt unge, til hele familien og til de voksne og ældre tilskuere.
Tag med Falsnaes i studiet, til fest og på udstilling – LOOK AT ME på Copenhagen Contemporary
Den danske og anerkendte kunstner Christian Falsnaes præsenterer et videoværk med performer Minni Katina Mertens som medspiller. Oplev og bliv klogere på interaktionen mellem de to, med publikum og med kameraet når i besøger udstillingen i CCs hal 2. Læs mere lige her.
Kulminationen på 6 års arbejde – MFA Degree Show på Kunsthal Charlottenborg
Oplev dette års 28 kandidater fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i udstillingen, der fejrer og præsenterer 28 individuelle udtryk af de nyeste talenter indenfor feltet. Udstillingen skildrer derfor også et unikt indblik i hvad der sker på scenen for samtidskunst lige nu. Bliv klogere på udstillingen og læs med her.
En by for børn for hele familien – Kids’ City på Dansk Arkitektur Center
Tag hele familien med under armen når I besøger udstillingen Kids’ City. Gå på opdagelse i et sanseligt univers med rutsjebaner, omvendte huse og kæmpe stole. Bliv klogere på hvordan god arkitektur kan gøre livet i byen sundere og sjovere for alle. Læs mere og køb billetter til udstillingen her.

En camp med fagligt boost
Skal efterårsferien 2020 være en ferie, som står på kreative læringsoplevelser og hygge med nye kammerater for jeres unge derhjemme? Så er en camp med fagligt indhold måske noget for jer. Camps, hvor unge mødes med formålet om, at blive dygtigere fagligt indenfor områder i skolen, som måske er ekstra udfordrende. Samtidig består disse camps af unge og sjove instruktører, som prioriterer fysiske og sociale aktiviteter for alle deltagere.
En skolecamp er for unge, som søger et fagligt løft kombineret med socialt samvær, tro på egen formåen og lysten til at lære. På en skolecamp er lærerkræfterne stærke og nytænkende imens der i fritiden er mulighed for hygge med nye kammerater. Læs mere om konceptet lige her.
Experimentarium
Udforsk videnskab, som er praktisk, intuitiv og sjov for alle aldre på Experimentarium i Tuborg Havn i Hellerup. Labyrinter med lys, Bobleriet, interaktive udstillinger og videnskab om vand, lys, lyd, energi, vind og meget meget. Der er smæk for skillingen på Experimentariums udstillinger og her er ingen undskyldninger for ikke at lære noget nyt. Oplev eksempelvis udstillingen Havnen, hvor I kan lege med og blive klogere på den globale verdenshandel, skibstrafik og olieudvinding. Mulighederne er mange på Experimentarium. Læs mere på hjemmesiden og planlæg jeres besøg på Experimentarium i Tuborg Havn allerede i dag og spring køen over.

Oplev Danmark
Oplev Danmark som det var engang. En god måde at introducere sine børn og selv blive klogere på Danmarks historie, er ved at besøge nogle af Københavns historiske museer. Tag eksempelvis dine børn med tilbage i tiden til 1920’erne på Børnenes Museum på Nationalmuseet. Børnenes Museum er oplagt til sanselig indlæring helt uden ‘Må ikke røres’-skilte. Her opfordres børnene til at røre ved alt!
Bliv klogere på bedste- eller oldeforældrenes hverdag på Arbejdermusset. Her bliver I taget gennem arbejdernes liv og historie når I besøger de fem faste udstillinger. Særligt på Børnenes Arbejdermuseum lærer i helt specifikt om, hvordan det var at være barn i 1930’erne. Her er der gratis entré for børn under 18 år.
Skal der skrues op for (u)hyggen skal I besøge Frilandsmuseet, hvor Halloween igen vender tilbage til Det Gamle Danmark. I år har væsener fra den nordiske folketro overtaget museet, og landsbybeboerne har brug for jeres hjælp til at overvinde væsener. Mød blandt andet trolde, nisser, hekse og kloge koner.
Byens bedste hotdogs
Slut en lære- og oplevelsesrig dag af med en lækker aftensmad for hele familien. Men hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk og bliv klogere på madkunsten Street Food imens?På et hotdogkursus for børn og voksne får I jer en sjov og yderst lærerig madoplevelse. Bliv endnu dygtigere i køkkenet med et kursus, hvor der er fokus på at alle elementer i madlavningen laves fra bunden. I lærer for eksempel selv, hvordan den perfekte pølse rent faktisk bliver til – når den ikke bare købes direkte fra supermarkedets køledisk. Få lov til at lege og kombinere smage, ælte og bage brød og lær at lave den helt perfekte ketchup.
Pølsefesten vil ingen ende tage på hotdogkursus for børn og voksne.
Har du lyst til at vide mere om, hvad der ellers sker i hovedstadsområdet i efterårsferien, kan du læse mere lige her.