Guide: Det sker i maj
Så blev det endelig maj! I denne måned kan vi både se frem til spirende forårs/sommerfornemmelser, lempelser på corona-restriktioner og flere spændende events og arrangementer i København. Nøj, hvor har vi glædet os til atter at mærke byens liv og puls – og til at have en kalender med X’er i! I denne guide får du et overblik over de begivenheder, vi glæder os allermest til i maj måned.
Genåbningen d. 6 maj:
- Spillesteder, teatre, biografer og lignende selskabslokaler åbner (kræver coronapas)
- Indendørs idræt for voksne over 18 år åbner (kræver coronapas)
- Forsamlingsforbuddet stiger til 25 personer indendørs og 75 personer udendørs
CPH:DOX 2021 i biograferne

Den verdensberømte dokumentarfestival CPH:DOX har i snart tyve år fundet sted i byens mange biografer, men har ligesom så meget andet måtte gentænke formatet pga. corona. Sidste år blev hele festivalen afviklet online – men i år foregår den både online OG i biograferne, så snart de åbner igen. Fra d. 6 – 12 maj, vil du altså kunne se et lille udvalg af dette års bedste, programlagte film i Københavns biografer. Se spændende film som: ‘Banksy Most Wanted’, ‘The Last Shelter’ (vinderen af festivalens hovedpris), ’70/30′ og mange flere!
Hvornår: 6 – 12 maj
Hvor: I Københavns biografer
Hvor meget: 90 kr. for en biografbillet
Loppe-sæsonen skydes igang

Søndag d. 9 maj skydes sæsonen for større loppemarkeder i København endelig i gang! Det er Pink Journal, der står bag loppefesten på Vesterbro – og det kommer til at foregå på græsplænen på Halmtorvet. I standene vil man både finde tøj, sko og accesories til kvinder, mænd og børn, og ved enkelte boder vil boliginteriør, keramik, bøger osv. også være at finde. Skal du prøve noget, er der også sørget for prøverum.
Husk afstand, håndsprit og god opførsel!
Læs mere om loppemarkedet på Facebook.
Hvornår: 9. maj kl. 10:30-16:00
Hvor: Halmtorvet 46, København V
Hvor meget: Gratis
Drinks og nytænkende opera

Det nyopstartede operakompagni Operativet nytænker operaformatet og inviterer til live-eventet Elskovsdrikken på Distelleriet fra den 7. maj på Copenhagen Distillery. Oplev en reduceret og mere tilgængelig udgave af Donizettis operaklassiker ”Elskovsdrikken”, mens du sipper på en drink fra distelleriet, der blandt andet er kendt for deres gin og whiskey! Før forestillingen er det desuden muligt at få en spændende smagning på de forskellige.
Billetter kan købes her.
Hvornår: 7., 8., 14. og 15. maj 2021.
Hvor: Kløvermarksvej 70d, 2300 København
Hvor meget: 200 kr. pr. billet.
Minifestival på Ofelia Plads

JA, DET ER SANDT! En vaskeægte festival! På Ofelia Plads ved Skuespilhuset kan du komme til fire dages minifestival fyldt med kunst, musik, dans, talks og andet. De fire dagsevents kaldet 1) Time to Activate, 2) Time to Listen, 3) Time to Space Out og 4) Time to Celebrate – finder sted 17. – 20. maj og arrangeres af Roskilde Festival og Det Kongelige Teater. Det er helt gratis at deltage i de tre første arrangementer, men for sikkerheds skyld, skal du booke billet på forhånd. Det kulminerende arrangement Time to Celebrate koster 100 kr. og inkluderer et måltid mad og en algeøl (ja, du læste helt rigtigt, mums – alger!)
Du kan læse mere om minifestivalen og sikre dig en billet her.
Hvornår: 17-20 maj
Hvor: Ofelia Plads, Kvæsthusbroen, 1250 København
Hvor meget: 15 kr. i billetgebyr for de første tre dage, den sidste dag koster 100 kr. (inklusiv mad og en øl)