Vintertid, regn, mørke, blæst og tiltagende kulde - men også hygge, tæpper, striktrøjer, bøger, stearinlys og friske gåture: November måned er mange ting på een og samme tid. Udover at markere dén tid på året hvor vi for alvor går vinteren i møde, er november også en særdeles begivenhedsrig måned i København.

Der sker nemlig lidt af hvert: Vi kan blandt andet se frem til årets største gå-i-byen-dag, læsehestenes festival, skøjtebaneåbning og begyndelsen på juletam-tam over hele byen. Vi tipper til de fedeste begivenheder i København i november måned.

J-dag

Det er endnu engang blevet tid til at slukke tørsten med den ikoniske juleøl: Julebryg fra Tuborg. Fredag d. 5 november fejrer de fleste københavnske bodegaer, barer og diskoteker traditionen tro den såkaldte J-dag med at frigive den elskede juleøl kl. 20:59. Efter sidste års aflysning af øl-festen ''falder sneen'' nu endelig igen, og vi kan alle glæde os til et brag af en aften med ølnisser, blå nissehuer, Tuborg-merchandise og festlig stemning i byens gader.

Skal du fejre J-dag? Så får du her et overblik over, hvor du og vennerne og veninderne skal tage hen på årets største gå-i-byen-aften.

Hvor? Københavns barer, bodegaer og diskoteker
Hvornår? Den 5. november fra kl. 12:00 - ??
Hvor meget? Nogle steder har entré-priser, andre steder betaler du kun for det du drikker ;-)

Åbningsfest på Broens Skøjtebane

Vinteren er over os - og vinter er jo lig med varme drikke, vamsede trøjer, masser af hygge og kvalitetstid med hele familien. Start nedtællingen og vær med til åbningen af Broens Skøjtebane med et brag af en åbningsfest henover hele weekenden fra den 5. november: Uanset om I kommer fredag, lørdag og/eller søndag, er der lagt op til flere timers sjov og spas for hele familien. Læs mere om åbningsweekendens program og aktiviteter her.

Hvor? Broens Gadekøkken. Strandgade 95, København K
Hvornår? Den 5. - 7. november.
Hvor meget? Det er gratis at bruge banen, hvis du har egne skøjter. Leje af skøjter koster 50 DKK pr. time.

Bogforum

Læsehestenes festival er tilbage! Efter sidste års kaotiske aflysning inviterer Bella Center endnu engang til Bogforum med tre dages litteratur, debat og samtale i selskab med Danmarks bedste forfattere. Og der bliver nok at se på i år: Bogforum udvider nemlig med ny stor hal, mere plads, bedre og flere scenefaciliteter og en imponerende Food Court, hvor alverdens delikatesser kan nydes i de spændende madboder. Der er god grund til at afsætte hele weekenden til årets store bogfestival!

Derudover bliver det i år også muligt at livestreame flere af Bogforums arrangementer hjemmefra. Se mere her.

Hvor? Bella Center i København
Hvornår? Den 5. - 7. november
Hvor meget? Voksenbillet: 165 kr. Studiebillet 85 kr. Billetter SKAL i år købes på forhånd. Køb dem her.

Julelysene tændes på Strøget

Kom og vær med, når Københavns Post-Orkester i flotte røde postuniformer danner ramme om tændingen af julelysene på Strøget i København. Julestemningen spreder sig over hele indre by, når orkestret spiller de velkendte julemelodier ved Storkespringvandet på Amagertorv. Lidt efter kl. 15.30 ankommer julemanden med sit optog fra Kongens Nytorv, og klokken 16 tænder han de smukke hjerter og julelys på Strøget.

Hvor? Storkespringvandet. Amagertorv 6, København K
Hvornår? Den 13. november kl. 15:45 - 16:45
Hvor meget? Arrangementet er gratis

Juleforestillinger på byens teatre

Kom i julestemning hos Københavns smukke teatre! Hele familien er inviteret til vaskeægte og mindeværdig julehygge, når teatrene i november åbner op for deres altid magiske juleforestillinger. På Nørrebro Teater iscenesættes Dickens klassiske værk ''Et Juleeventyr", på Folketeatret kommer I med til gode gamle ''Jul i Gammelby'', på Teatret Riddersalen kan børn og deres voksne opleve en helt ny fortolkning af H.C. Andersens smukke eventyr i forestillingen "Vintersilhuetter", og på Det Kongelige Teater kan publikum traditionen tro se frem til balletten ''Nøddeknækkeren". Se flere her.

Hvor? På byens mange teatre.
Hvornår? De fleste juleforestillinger spiller fra den 18. november
Hvor meget? Kommer an på den enkelte forestilling

Julemarked i Tivoli

Foto: Lasse Salling

Nu tændes tusind julelys: Til Jul i Tivoli pyntes der op efter alle kunstens regler, så du kan opleve en betagende julemagi, der vil bringe dig i ægte julestemning. Tusindvis af funklende lyspunkter giver varme i det kolde vintermørke, og juletræet foran Nimb glitrer med smukke farver. Du kan også gå på opdagelse på blandt Havens mange boder og smage på julens fristende lækkerier og forfriskninger.

Juletiden i Tivoli er spækket med aktiviteter for store og små: Julehyg med blandt andet juletræstænding, lucialys i mørket, julestue hos julemanden, hyggelige juletoner og fortryllende lysinstallationer. Jul i Tivoli byder på masser af sjove, betagende og hyggelige juleoverraskelser, der med garanti betager hele familien.

Hvor? Tivoli København
Hvornår? Fra den 19. november
Hvor meget? Entrépris