Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Fem idéer til et besøg på Amager

Foråret er over Danmark og måske er det på tide at besøge Amager, hvis du bor inde i de centrale områder af byen. Her er fem bud på, hvad du kunne lave.

Brunch på Wulff og Konstali

Tag cyklen til Lergravsvej og smut ind på Wulff og Konstali, der deler bygning med områdets Fitness World. Her får du uden sammenligning Amagers bedste brunch. Du vælger selv enten fem og syv forskellige brunchkomponenter. Maden er uovertruffen og giver dig mulighed for at sammensætte lige præcis den brunch, der skal til for at starte en god dag. Her kan være rigtigt travlt midt på formiddagen, så forbered dig på, at du måske skal kæmpe lidt om at få plads.

Er du med metro, kan du stoppe ved Øresund Metro eller Lergravsparken Metro. Der er ca. lige kort fra begge steder.

Gåtur i Amager Strandpark

Hvis du vil arbejde brunchen af, ligger Amager Strandpark heldigvis ganske tæt på Wulff og Konstali. Så lad benene tale og gå en tur i Strandparken. På den ene side ser du mod Sverige og på den anden side kan du følge med i de mange byggerier, som fortsat præger området omkring Amager Strandvej.

Er du kaffetørstig, kan et besøg på kaffebaren LeKaff, der ligger lige før stranden, anbefales. De laver god to-go-kaffe.

En rask travetur i Amager Strandpark kan være både kort og lang, men først og fremmest er Amager Strandpark et sted, hvor du kan få det tætteste på en rigtig naturoplevelse tæt på land og by. Hvis du er løber, er her også god plads til at løbe uden at hverken gående eller løbende kommer i vejen for hinanden.

Kaffe/mad på Ingolfs Kaffebar og besøg hos WeFood

Ingolfs Kaffebar ligger et stykke ude ad Amagerbrogade, men er hele turen værd. Den hyggelige kældercafe serverer god kaffe, har meget patina på væggene og er et aldeles usnobbet sted med plads til alle. Priserne er helt fine, og maden er i høj kurs. Her er ganske enkelt hyggeligt. Der foregår også mange kulturelle ting på Ingolfs Kaffebar, så her er altid noget at foretage sig.

Hvis du tager vej ad Ingolfs Kaffebar på en hverdag, kan du samtidig stoppe i Folkekirkens Nødhjælps nye tiltag, WeFood, som ligger ikke ret langt derfra. Hvis du er heldig, kan du finde nogle fornuftige og billige varer blandt det mad, som sælges pga. overskredet salgsdato eller forkert mærkning. Udvalget skifter hele tiden, så det er nok meget godt at være forberedt på, at der kan være alt eller intet at hente her.

Landsbykrostue med klassisk dansk mad

Hvis du er til klassisk dansk mad, så kan Restaurant Menuen anbefales. Hvad der udefra kan ligne en gammel bodega, er indefra et møde med en gammeldags krostue, hvorfra du kan købe biksemad, bøf bearnaise, mørbradgryde og meget mere. Serveringen er meget uhøjtidelig. Er du vegetar, ville jeg dog finde et alternativ, da det danske køkken stort set altid involverer kød eller i hvert fald fisk.

Se Fremad Amager spille og oplev autentisk Amager-stemning

Hvis du er til fodbold, kan et besøg på Sundby Idrætspark være et sjovt besøg. Det koster en 50’er at se en kamp og en sodavand koster 15,-. Fremad Amager er, som mange andre klubber i Københavnsområdet, havnet i 2. division, hvilket giver grundlag for mange lokalopgør. Det skaber ekstra stemning. Her vil du se folk ryge pibe, råbe ad spillerne, som galt det deres liv og kunne få en solid stadionplatte (læs: pølse og brød) til fornuftige penge.

Andre bud:

Den Blå Planet – det store akvarium ude i Kastrup er altid velbesøgt, men hvis du er en tålmodig sjæl, kan du se mange spændende fisk og havdyr i de forskellige akvarier. Et særligt tip kunne være at kigge lidt på alligatorskildpadden, der normalt holder til i de amerikanske sydstatssumpe eller at være til stede, når piratfiskene fodres.

Det Argentinske Vinhus – Argentinsk vinhus på Amagerbrogade. Vinhuset køber vin fra fire forskellige vingårde i Argentina. Vinen kan du nyde enten på stedet eller du kan købe en flaske med dig. Nyd evt. en flaske argentinsk vin sammen med en charcuterie-tallerken og drøm dig væk til Buenos Aires.

Nordisk Film Biografer Fields – Biografen har nogle skønne biografstole, der via deres hældning forbedrer mulighederne for at se alt på lærredet. Sal 1 har Nordisk Films største lærred til dato og sammen med lydteknologien Dolby Atmos kan det give en god og atmosfærefyldt oplevelse i biografen. Har du bil, er der i øvrigt fri parkering i fire timer i Field’s parkeringskælder, mens du ser film.

I samme kategori

generator-copenhagen-playbar-7
Amazing Space
Dining Six. Cinco
donuts-2969490_1280

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af København – fra københavner til københavner!

Mest læste

Frisør København
generator-copenhagen-playbar-7
VesterbroStreetpartyHeader-01
gaza

Populære kategorier

Information