Der er store navne på plakaten, når det nye Københavns Museum sætter fokus på samtidskunsten med navne som HuskMitNavn, Peter Callesen og Bureau de Tours.

Københavns Museum genåbnede den 7. februar 2020 på Stormgade 18 i Indre By efter at have været lukket ned i fem år, og der er bestemt meget at komme efter i de nye lokaler.

Nu har museet valgt at invitere en række samtidskunstnere ind, og her er flere solide navne på plakaten til at føre dette ud i livet.

For eksempel vil street-kunstneren HuskMitNavn, der igennem årtier har sat sit præg på København, bringe udtrykket fra sin gadekunst ved at udsmykke hele skoletjenestens område samt garderoben i den gamle bygning.

Nutid og fortid mødes

Her han udført vægmalerier, der viser arkæologer, genstande og børn på opdagelse – med andre ord en by i fuldt vigør.

“Det nutidige skal med, når vi fortæller om det fortidige. Det har været vigtigt for os i opbygningen af et nyt Københavns Museum,” siger museumschef Louise Jacobsen om de nye tiltag.

Derfor vil gæsterne også kunne finde en interaktiv bymodel på 2. sal samt kunstnergruppen Bureau de Tours særprægede multimøbel, der møder publikum lige ved indgangen.

Peter Callesen kan opleves

Her er nemlig opstillet et trædæk med indbyggede siddepladser og plantekasser med planter, der stammer fra 400 år gamle plantefrø, som er gravet frem af baggårdslatriner fra fortiden.

Også billedkunstneren Peter Callesen kan lige nu opleves på Københavns Museum, hvor han har skabt et værk , der omsæter Søren Kierkegaards filosofi i en papirinstallation.

Museumsbygningen i sig selv er da også noget af en oplevelse, for den er fra 1894, og husede tidligere overformynderiet - den er altså kunstnerisk udsmykket fra kælder til kvist i datidens stil.

Umyndige havde deres gang

Her kom umyndige kvinde og børn igennem mange år frem til 1938, hvor den offentlige institution, der blandt andet bestyrede umyndige og bortblevnepersoners formue,  flyttede til Holmens Kanal.

Forhistorien afspejler sig da også i bygningens udsmykning, hvor glasmosaikkerne vises kvinder og børn i alle aldre, så her er fortiden også flettet sammen med nutiden.

Museumsoplevelsen i den nye bygning er også anderledes, idet de enkelte rum er større, og fordi bygningen generelt er mere enkelt opdelt, så publikum kan forberede sig på en noget anderledes oplevelse, end de er vant til.

Initiativet er bredt finansieret

“På Københavns Museum kan man blive klogere på byens historie og samtidig få sig en kunstoplevelse. Det er interessant, at samtidskunsten er rykket indenfor i den historiske bygning,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

Initiativerne omkring samtidskunst har da også gode støtter i ryggen, for de er finansieret af Spar Nord Fonden, 15. juni Fonden og Godfred Birkedal Hartmanns Familiefond.

Der vil selvføgelig blive taget forbehold for Covid-restriktionerne, og alle skal bære mundbind ved indgang i bygningen, så længe man går rundt i bygningen.

Det anbefales desuden, at besøgende køber billet hjemmefra på forhånd, så der undgåes kø - i den forbindelse kan det bemærkes, at der naturligvis vil være færrest besøgende i ydertidspunkterne.

Københavns Museum åbent hver dag kl. 9-18 – undtaget torsdag, hvor der er åbent til kl. 21.