Sidste uge ankom solen og varmen til København! Og sol og varme er lig med is. Derfor spurgte vi på vores Instagram, hvad jeres yndlingsissted i byen er. Vi fik mange gode svar, som vi strikket sammen til en top fem.

Den klassiske

Ismageriet er en københavnsk klassisker. Selvom det ligger et stykke ude på Amager, så valfarter folk til helt fra Østerbro for at sætte tænderne i deres is. Her har de altid frisklavet sorbet-, fløde- og yoghurtis, softice og islagkager. Prøv fx skildpaddeisen eller is med hvidchokolade-lakrids-citron. Bygningen er i 50’er stil og er i sig selv et besøg værd.

Den “sunde”

Hos Nicecream på Elmegade serverer de kun veganiske ispinde. Udover deres flotte og lækre ispinde, så kan du også få issandwiches og milkshakes. De laver açaí bowls, som er vildt populære og bliver udsolgt næsten hver dag. Så det gælder om at komme tidligt.

Den moderne

Istid er ikke bare sæsonen, men også Skandinaviens første nitrogen-issted. ISTID laver is med nitrogen, som betyder, at din is bliver lavet på et snuptag. Man kan sagtens snuppe flere omgange af deres “Rhubarb Swirl Cheesecake” og “Salty Caramel”.

Den eksotiske

Østerberg Ice Cream åbnede sidste sommer og blev hurtigt meget populære. Det skyldes nok deres unikke kombination af eksotiske frugter, som de importerer fra bl.a. Vietnam. At de oven i købet står i baglokalet og bager vafler, er blot prikken over i’et.

Den italienske

Siciliansk Is på Istedgade serverer iskugler, som man kun får den i Italien. Deres stolthed er Zuppa Inglese, som er en klassisk issmag fra Palermo. Ellers kan deres hasselnød og blodappelsin også varmt anbefales!

Velbekomme og god sommer!