Restauranter med fokus på bæredygtighed i København
København har et væld af restauranter at byde på. Vi har set nærmere på nogle af de restauranter i København, der har meget fokus på bæredygtighed. Der findes mange bæredygtige restauranter i København, og der skal mere til end blot økologiske råvarer. Det gælder blandt andet dyrkning af egne grøntsager, genbrug af ressourcer og gentænkning af energiforbruget i alle processer.
Vi har samlet seks af de mest bæredygtige restauranter herunder, og det byder på alt lige fra italiensk charme i en baggård til en restaurant i en farm midt på en rooftop.
Læs også: 10 Instagram-venlige spisesteder i København
Restaurant Ansvar – Greenery Lab


Med udsigt over Kalvebod Brygge serverer Restaurant Ansvar – Greenery Lab eksperimentelle grønne retter med respekt for miljø og de råvarer der bruges. Her vil køkkenchef Martin Sørensen gerne bevise at god mad og en bæredygtig tankegang ikke behøver at betyder kompromiser.
“Vi arbejder med de bedste af sæsonens grøntsager fra lokale leverandører og lader dem spille hovedrollen i vores retter. Maden skal være smuk og nytænkende, men først og fremmest skal den smage fantastisk – og så arbejder vi ud fra en grundtanke om at så lidt som muligt skal gå til spilde”, fortæller køkkenchef Martin Sørensen, der kommer fra tidligere ansættelser på Michelin-restauranter som Noma (Kbh) og Armador (Tyskland)
Ansvar – Greenery Lab tilbyder to menuer; en 3-retters der er 100 % vegansk og en 5-retters, der er “grøntsagsorienteret”.
Adresse: Kalvebod Brygge 10, 6 sal, 1560 København
Gro Spiseri – en farm på en rooftop

Gro Spiseri er en rooftop restaurant placeret midt i farmen Øster Gro på Østerbro. De kæmper for madspild, og laver derfor kun mad til de gæster, der har forudbestilt, hvorfor de også kun har en hemmelig menu. Menuen skifter med sæsonen og afhænger af, hvilke råvarer der er til rådighed. Menuen serveres “family style” på delevenlige tallerkener akkompagneret af udvalgte naturvine, som nydes ved langbordet i deres fine drivhus. Tag forbi og oplev farmens helt særlige atmosfære og spis en god, økologisk middag i skønne omgivelser!
De har desuden også søster-restauranten Øens Have på Refshaleøen.
Adresse: Æbeløgade 4, 2100 København Ø
Il Buco – En af de mest bæredygtige restauranter i København

Il Buco er en gemt italiensk perle inde i et gammelt pakhus på Islands Brygge. Restauranten har siden 2011 severet bæredygtig italiensk inspireret mad efter sæsonens råvarer. Menuen sammensættes efter de råvarer, de får fra de lokale, økologiske og bæredygtige producenter og landmænd, som de samarbejder med. Deres koncept er fra jord til bord og det kan tydeligt smages!
De har desuden også restauranten La Banchina på Refshaleøen.
Adresse: Njalsgade 19C, 2300 København S
Bæst – prisvundende økologiske pizzaer

Bæst ligger i hjertet af Nørrebro, og danner rammer for et hit kvarter med Empire, Brus og Mirabella, som er deres eget bageri, som naboer. Hos Bæst er bæredygtighed, økologi og lokale råvarer i højsæde, som alle er med til at skabe mad af høj kvalitet. Det er en autentisk restaurant med mad inspireret af Italiensk håndværk, og har derfor også vundet et væld af priser for deres pizza både lokalt og internationalt.
Adresse: Guldbergsgade 29, 2200 København N
Restaurant Vanvid – husbåd med hjemmedyrkede krydderurter

Restaurant Vandvid er et projekt drevet af ildsjæle, kærlighed og passion for bæredygtighed. Det er en flydende restaurant på en husbåd i Sydhavnen. Bæredygtighed og friske økologiske råvarer fra små lokale producenter er her nøgleordene. Desuden dyrker de deres egne krydderurter og blomster på den flydende grønne haveflåde.
Adresse: Ben Websters Vej 3, 2450 København SV
Læs også: Mexicanske restauranter i København
Vækst – grønt i alle hjørner

Vækst er én af Cofocos restauranter i København. Her tages der udgangspunkt i Nordens friske grøntsager og urter. Det grønne sætter ikke kun sit præg på menuen, men er også en del af hele indretningen og restaurantens stemning. Restauranten prydes med med hængende planter, der trækker naturen helt ind til bordet, og er centreret omkring et smukt drivhus, der strækker sig op gennem restaurantens to etager. De mange fine lys er med til at skabe stemningen af en dansk sommeraften, der aldrig ender.
Adresse: Sankt Peders Stræde 34, 1453 København K