Er der noget bedre end et sprødt, luftigt, smørduftende og lidt fedtet stykke bagværk? Hvis du lige som mig også har svært ved at komme i tanke om noget, synes jeg bestemt du skal læse videre og ikke mindst gøre dig selv den tjeneste at besøge 4 af de steder på yndlings-øen; Amager, som netop mestrer disciplinen i at folde dej og smør til perfektion.

Alice
Denne skjulte og relativt nye perle på Markmandsgade startede med at servere de lækreste is i hjemmebagte vafler, men sortimentet byder nu også på luftige croissanter, glaserede morgensnegle og sprøde Kouign amann. På solrige dage kan man nyde lækkerierne udendørs og ellers er der også plads indenfor i de minimalistiske og nordisk inspirerede lokaler.

Hvor: Markmandsgade 1, 2300 København S

Il Buco
De er efterhånden kendt af de fleste Københavnere for deres hyggelige atmosfære, fine gårdhave og ikke mindst deres bagværk. Her byder udvalget på klassiske croissanter, snegle og pain au chocolat – i den mere alternative ende; croissant-pizza - en let og luftig dej med dyb, rund og smagsfuld tomatsauce på toppen. Perfekt som eftermiddagssnack i løbet af slentreturen på Islands Brygge.

Hvor: Njalsgade 19C, 2300 København S

The Packhouse
Beliggenheden af The Packhouse på Christianshavn fortjener næsten et afsnit for sig, men vi nøjes med at fokusere på deres bagværk her, som også fortjener al den opmærksomhed de kan få.
I den lille glasmontre i den gamle pakhusbygning står de sirligt udstillet side om side. Nogle med sukkercoating, nogle med kanel andre med chokolade og ikke mindst sommerlig rabarber. Jeg har ikke spist mig igennem hele udvalget endnu, men dem jeg har fået har været helt igennem magiske. Når de så endda serveres af de flinkeste tjenere, er der ikke et øje tørt og jeg kommer derfor igen og igen.

Hvor: Overgaden Neden Vandet 9A, 1414 København

John & Woo
Følelsen af at besøge en god ven uanmeldt, som står klar med åbne arme får man faktisk hos John & Woo, der ligger på Under Elmene. Den særlige atmosfære opstår efter min mening fordi de lokale Amagerkanere, bruger denne hyggelige, fransk bistro inspirerede restaurant som et hyppigt input i deres hverdag. Udover de velsmagende, varierede og spændende brunchretter menukortet byder på, bestiller jeg også gerne den simple, sprøde og saftige croissant. En klar vinder og en klar anbefaling herfra.

Hvor: Under Elmene 13, 2300 København S