Kaffe, bagværk, æg, bacon, müsli og en vaffel med sirup til den søde tand. Der er ikke meget der slår en god gang brunch, er der vel? I København findes efterhånden et enormt udvalg af restauranter og caféer, der serverer den elskede morgen/formiddags-spise, og det kan være svært at finde ud af, hvor man får den bedste af slagsen.

Vi har derfor lavet guiden til dig, der gerne vil have et overskueligt overblik over de bedste brunch-steder i København. Der er noget for enhver smag: Hvad enten du er vegetar, fattig studerende eller luksus-dyr.

Hvor spiser du den bedste brunch i København? Tip os meget gerne på [email protected]

Les Trois Cochons

Les Trois
Billede: Les Trois Cochons PR

Den populære, franske Cofoco-favorit, Les Trois Cochons, er et kæmpe hit blandt københavnerne, når det kommer til brunch-serveringer. I restaurantens hyggelige atmosfære kan du sætte tænderne i en let og luftig Pain au Chocolat, en mumset Eggs Royale med laks eller gå “all-in” med en gang pandekager med bær, creme fraiche og vanilje.

Pris: En 'komplet' for 149 kr., en 'petit komplet' for 100 kr.
Adresse: Værnedamsvej 10, København V

Se mere på deres hjemmeside.

Wulff og Konstali

Wulff og Konstali
Billede: Wulff og Konstali PR

Hos yderst instagram-venlige Wulff og Konstali, der ligger flere steder i København, sammensættes din overdådige og velsmagende brunch-menu af ingen andre end dig selv! Her køres nemlig ''sætte-kryds''-konceptet, hvor du vælger enten 5 eller 7 af de 22 lækre, små retter. Vi kan tale varmt for stort set det hele - men du må ikke gå glip af birkesvaflen, den koldrøgede laks eller Acai smoothien!

Pris: 5 retter for 139 kr eller 7 retter for 169 kr.
Adresse: Sankt Hans Torv på Nørrebro, Isafjordsgade på Islands Brygge, Lergravsvej på Amager og i Waterfront i Hellerup.

Se mere på deres hjemmeside.

Sokkelund Cafe og Brasserie

Sokkelund
Billede: Sokkelund Cafe og Brasserie PR

Sokkelund er Frederiksbergs klassiske og lokale Brasserie fra 1994. Her er atmosfæren imødekommende og hyggelig, kvaliteten altid i tiptop, og så indeholder menuen nogle af byens absolut bedste brunch-menuer og retter! Derudover serverer Sokkelund også brunch-drinks, champagne og friske juices til maden, så du kan få en lille buzz på til croissanten. Brunchmenuen fås også i en vegetarisk version.

Pris: 259 kr. for brunchmenu inkl. juice. Fra 55 kr. for en ret.
Adresse: Smallegade 36, Frederiksberg

Læs mere på deres hjemmeside.

Far’s Dreng

Fars Dreng
Billede: Fars Dreng PR

Hos den hippe vin, mad og kaffebar-kæde, Far’s Dreng, ændrer morgenmadsmenuen sig ofte. Men intet ændrer sig så meget, at du ikke kan være sikker på en forrygende, instagram-venlig og lækker brunch når du slår vejen forbi en af deres restauranter. Vi taler gerne varmt for de hjemmelavede vafler med havtornssirup og bær, Croque Madame'n og Sønnikes Signaturret, der består af ristet rugbrød med avocado, fyldig emmentaler og økologisk spejlæg.

Pris: Fra 95 kr
Adresse: Ny Adelgade 71, København K, Rosengården 12, København K og Islands Brygge 79A, København S.

Læs mere på deres hjemmeside.

Café Livingstone

Livingstone
Billede: Livingstone på Instagram

Skal du starte dagen på den bedste måde, skal du helt klart starte den hos Café Livingstone! Her kan du indtage en lækker, nytænkende og moderne brunch á 5 eller 7 retter til udsigten af Søerne i København. Konceptet er ''kryds-af''-brunch, hvor du selv vælger din menu - du kan blandt andet sætte tænderne i spinatpandekager med limesmør, french toast med vanilieskum og hasselnøddegranola og spejlæg med pesto.

Pris: 5 retter for 139 kr eller 7 retter for 169 kr
Adresse: Sortedam Dossering 81, København Ø

Læs mere på deres hjemmeside.

Mad og Kaffe

Mad og Kaffe
Billede: Mad og Kaffe PR

De fleste københavnere har efterhånden fået øjnene op for den fantastiske brunch-pusher Mad og Kaffe. Her er kvalitet, smag og gode råvarer i højsædet og de fleste af retterne er helt og aldeles økologiske. Mad og Kaffe har også taget det populære ''kryds af''-koncept i brug - så hér bestemmer og sammensætter du også helt selv menuen. Vælg mellem blandt andet kyllingenuggets, citron og birkeskage, koldrøget dansk laks og cannalé med vanilje og rom.

Pris: 3 retter for 94 kr, 5 retter for 135 kr eller 7 retter for 165 kr.
Adresse: Sønder Boulevard 68, København V, Godthåbsvej 45, Frederiksberg og Tyrolsgade 6, København S

Læs mere på deres hjemmeside.

The Laundromat Café

Slå to fluer med ét smæk og få styr på vasketøjet mens du nyder en lækker og budgetvenlig brunch i hyggelige omgivelser hos The Laundromat Café. Vi mener det helt bogstaveligt: Der er vaskemaskiner i caféen! Her kan du vælge mellem en Dirty og Clean brunchtallerken eller en af de mange andre brunch-retter som omelet, acai-bowle eller en ostemad. Vi lover at du bliver mæt!

Pris: Mellem 48 kr og 145 kr.
Adresse: Gammel Kongevej 96, Frederiksberg C & Århusgade 38, København Ø & Elmegade 15, København N

Læs mere på deres hjemmeside.

Baryl

Baryl
Billede: Baryl på Instagram

Spiser du også lidt med øjnene - så skal du tage forbi fantastiske Baryl til en gang brunch. Hér er der fokus på råvarer, håndværk og økologi, men især på de smukke og farverige anretninger! Smag på Morgen Baryl, Den Sultne Blogger, Avocado-maden eller Banditten. Er du til det grønne, veganske køkken, vil du elske Baryl: Her er det nemlig muligt at få vegansk cheesecake, risifrutti, sandwich eller en vegansk 'bloggertallerken'.

Pris: Mellem 45 og 159 kr.
Adresse: Århusgade 78, 2100 København Ø

Læs mere på deres hjemmeside.

Cafe Bopa

Vil du undgå at få ondt i pengepungen, men stadig nyde en god brunch? Hos Cafe Bopa kan du få morgenmadsbuffet til bare 65 kr. i hverdagene! Er du mere til brunch i weekenderne, kan du også få brunchtallerken og anretninger hver dag fra kl. 10, der adskiller sig fra mange af de andre københavnske brunch-steder. Du kan blandt andet få en tallerken med croissant med skinke, koldskål og en bolle med gammel knas.

Pris: 55 til 165 kr.
Adresse: Bopa Plads, Løgstørgade 8, 2100 København Ø

Se mere på hjemmesiden.

Café Pixie

Café Pixie
Billede: Café Pixie på Instagram

Lige ved siden af Cafe Bopa finder du Cafe Pixie, som udover at være et enormt hyggeligt drinks-sted også serverer forrygende morgenmad og brunch til gode priser. Vælg mellem de velsmagende retter som blandt andet lyder på avokadomad med hjemmebragt rugbrøg og basilikums-mayonnaise, chiagrød med honning-glaserede gryn og råsyltet rabarber eller en 'Lidt af det hele' med ja, lidt af alt det gode!

Pris: Fra 42 til 135 kr.
Adresse: Løgstørgade 2, 2100 København Ø

Se mere på deres hjemmeside.

42raw

Billede: 42Raw på Instagram

Hos den enormt besøgte, glutenfri kæde 42Raw kan du få lækre, farverige og smagfulde bowls for alle pengene! Hvis du er mere til en brunch-tallerken med lidt forskelligt at vælge imellem, kan du få en ganske anderledes og spændende én af slagsen: Pandekage med banan og chokolade, sweet potato fries, avokado og hummus gør den til en af byens helt særlige morgenmadsoplevelser. Haps!

Pris: 139 kr. for brunch, 89 kr. for en bowl.
Adresse: Pilestræde 32, København, Frederiksberg Centret, Frederiksberg og Waterfront Shopping, Hellerup.

Se mere på hjemmesiden.

Hotel Manon Les Suites

Manon les Suites
Billede: Manon les Suites PR

På toppen af København disker Hotel Manon Les Suites hver eneste dag op med en virkelig velsmagende og overdådig morgenmadsbuffet. Den er (som alt andet på hotellet) 100 % økologisk og lækkert! Buffeten, der blandt andet byder på laks, blødkogte æg og hjemmelavet granola, har også mange veganske alternativer som blandt andet chiagrød, hjemmelavede veganske croissanter og hindbærsnitter. Du behøver ikke være gæst på hotellet for at nyde deres morgenmad.

Pris: Ca. 250 kr. pr. person
Adresse: Gyldenløvesgade 19, 1600 Kbh V

Læs mere på deres hjemmeside.

Fylkir of Copenhagen

Fylkir
Billede: Fylkir of Copenhagen PR

Skal du have en helt anderledes brunch-oplevelse med én du holder af? Så må du altså bare prøve en brunch grazing-boks fra Fylkir of Copenhagen! Konceptet er egentlig meget simpelt - men virkelig genialt: Smuk mad lavet på fantastiske råvarer i en boks, så du kan spise den lige præcis hvor du ønsker. Boksen byder blandt andet på frisk økologisk frugt, vafler, cremet brieost, fennikel salami, hjemmelavet nutella, croissanter og lækre briocher med laks.

Pris: 250 kr. for en brunch-boks
Adresse: Vesterbrogade 122, København V

Læs mere på deres hjemmeside.

NIMB brasserie

Nimb
Billede: Nimb brasserie PR

Nimb brasserie er et af de liiidt smådyre steder at nyde sin brunch - men kvaliteten og oplevelsen er helt sikkert også derefter! Hver weekend kan du nyde en helt vidunderlig og luksuriøs brunch bestående af tallerkenanretninger, der deles af alle ved bordet. I de hyggelige og smukke omgivelser bliver du blandt andet forkælet med charcuteri, hjemmebagt brød og wienerkager, 4 lune retter og søde sager fra Cakenhagen - derudover får du dejlig kaffe eller the, økologisk juice og samt et glas Nimb Blanc de Blancs. Worth it!

Pris: 445 kr.
Adresse: Bernstorffsgade 5, 1577 København V

Læs mere på deres hjemmeside.

d’Angleterre

Besøg d'Angleterre for en brunchoplevelse ud over det sædvanlige! Ligesom Nimb er vi med d’Angleterre i den dyrere ende - men ikke desto mindre, er den uden tvivl et besøg værd. I de smukkeste, stilfulde omgivelser kan du om søndagen sætte tænderne i de ekstraordinært lækre brunchserveringer, hvor du finder alt, hvad et sultent hjerte begærer: Lige fra kammuslingtatar og Bloody Mary østers til amerikanske pandekager med ahornsirup og røræg med økologisk bacon.

OBS! d'Angleterres søndagsbrunch er enormt populær, og du skal derfor være hurtig, hvis du vil reservere et bord.

Pris: 645 kr.
Adresse: Kongens Nytorv 34, København K

Læs mere på deres hjemmeside.