På Ravnsborggade ligger en café kaldet Mellemrummet. Her kan du for en rund 100-seddel få fem specialøl i en goodie-bag. Caféen har i 9 år været drevet af frivillige i Mellemfolkeligt Samvirke, men efter corona-kaosset brød ud, er caféens fremtid nu uvis. Selvom det ser sort ud, kæmper de frivillige fortsat for at holde hjulene i lokalsamfundet kørende. Hver dag holder de nemlig øl-udsalg på gaden, som nørrebrogenserne kan nyde derhjemme.

Lokale butikker, restauranter og caféer landet over lider store økonomiske tab under corona-krisen, og nogle er så hårdt ramt, at fremtidsudsigterne ser usandsynlige ud. Det gælder blandt andet de frivillige i Mellemfolkeligt Samvirke på Ravnsborggade, men de har ikke tænkt sig bare at stå og se til, mens verden raser. Derfor ommøblerer de Mellemrummets café-facade til en lille udendørs butik, hvor borgerne kan købe goodie-bags med fem forskellige øl eller sodavand og to-go kaffe. Overskuddet herfra kan medvirke til caféens overlevelse, men de frivillige har brug for Nørrebros opbakning, hvis det skal lykkes.

”Jeg tror, at mange mennesker vil være loyale lige nu, fordi det er gået op for dem, at de er nødt til at støtte lokale initiativer, hvis de skal overleve krisen. Derfor krydser vi fingre for, at nogle af vores stamkunder vil komme ud i de friske forårsstråler og tage en lækker øl med sig hjem,” siger Andrea Pedersen frivillig i Mellemrummet.

Det er ikke kun de frivillige, der beder til caféguderne og håber på de lokales støtte. Også frivilligkoordinator, Mikkel Iversen, frygter tiden der venter på den anden side af corona-krisen.

”Skrækscenariet er, at caféen må lukke som følge af manglende indtægt og frivillige hænder. En konsekvens af at caféen midlertidigt holder lukket kan også være, at de frivillige springer fra arbejdet. Det håber vi selvfølgelig ikke vil ske, og derfor sørger vi for at fastholde og aktivere dem bl.a. ved at sælge goodie-bags og generelt være synlige i den digitale og fysiske offentlighed. Vi tager imod al den hjælp, vi kan få,” siger Mikkel.

Om Mellemrummet:
Mellemrummet er en non-profit café drevet af frivillige i Mellemfolkeligt Samvirke, som gennem tiden er kommet fra 69 forskellige lande. Caféen, der lægger hus til 200 arrangementer årligt, serverer blandt andet fairtrade kaffe og lokal øl og sodavand. Til november fylder caféen 10 år, og det vil de frivillige fejre med et brag af en corona-fri fest for alle nørrebrogenserne, så snart Mette Frederiksen giver tilladelse.

Hvad: Goodie-bags med Mellemfolkeligt Samvirkes logo på. Hver goodie-bag koster 100 kroner stykket og indeholder fem specialøl eller fem økologiske sodavand. To-go kaffe og øl på fad vil også være til salg i caféen.

Hvor: Mellemrummet, Ravnsborggade 11, 2200 København

Hvordan: Bestil en goodie-bag online ved at skrive til Mellemrummets Facebookside og betal med Mobile Pay.

Hvornår: Bestillingerne kan afhentes hver dag fra 10-19 indtil den 10. maj.