Jeg flyttede fra Aarhus til i København for snart fem måneder siden, og det er sgu ret fedt! Jeg suser rundt i byen med et stort smil på over de mange muligheder for god mad og ting at tage sig til.

Her får du en mini-guide til mine yndlingsting i byen, nemlig sandwiches, øl og et godt grin.

Den bedste sandwich i byen

En god sandwich er ikke nem at finde, men jeg har gjort et grundigt researcharbejde. Disclaimer: Jeg er en tun-pige: Jeg går oftest efter tunsandwichen, så læs denne del med tunbrillen på, så at sige.

Overordnet er der tre sandwhichtyper i København: “Den flade” (panini-style), “selvbyggeren” (bagel-vælg hvad du vil) og en i almindeligt brød, der er fastlagt forinden. Personligt går jeg helst uden om selvbyggeren, da man kan aldrig helt kender smagssammensætningen, når man selv skal vælge indhold.

Min favorit er by far Café Juicy på Gammel Kongevej. Deres (tun)sandwich har et hint af citron, som gør den utrolig frisk at spise og ikke mindst giver den karakter. Selvom deres sandwiches ved første øjekast ligner Joe & the Juices, så betjeningen og atmosfæren hos Café Juicy anderledes rolig – og klart at anbefale frem for den hårdtdunkende bas i baggrunden. Tilmed ligger prisen på en sandwich 15 kr. under Joe & the Juice. På en tæt andenplads kommer Big Apple på Fiolstræde og i Kronprinsessegade. Priserne er en anelse højere her, men der er god stemning og brødet er som en bonus uden gluten og laktose. Andre gode sandwichsteder er:

  • Sund Sult, Elmegade
  • Smagsløget, Nørregade
  • Foodie, Amagerbrogade

Et billede slået op af Signe Kold (@signekold) den 3. Jul 2015 kl. 2:46 PDT

Den bedste øl i byen

Det bugner jo med gode ølsteder! Københavnere; det må I sætte pris på! Har man først smagt en god specialøl, er det svært at gå tilbage til Tuborg.

På Viktoriagade ligger i mine øjne Mikkellers hyggeligste bar, og om sommeren bør man gøre sig en tjeneste at benytte sig af bænkene udenfor baren. Derefter kan man jo trisse videre til Dia’legd Ølbar på den anden side af gaden og derefter til Ølsnedkeren på Griffenfeldsgade. Ølbaren på Elmegade er også hyggelig, men noget præget af bodegastemning, så det skal man lige være klar på. Husk at få en smagsprøve, inden du køber en af de gode specialøl. Det får du lov til på de fleste ølbarer. Andre gode ølsteder er også Ørsteds bar på Nørre Farimagsgade og Nørrebro Bryghus på Ryesgade.

Et billede slået op af Signe Kold (@signekold) den 21. Maj 2016 kl. 12:42 PDT

Utallige grinemuligheder

Efter en god øl elsker jeg et godt grin. Og her er København altså alle Danmarks byer overlegne.
Thomas Warberg har startet sin egen comedy club, Warberg Comedy Club på Vesterbrogade. Det er hyggeligt og med gode navne på plakaten.

Hvis du er til open mics eller de mindre shows, så kan jeg anbefale Huset-KBH på Rådhusstræde med flere forskellige scener eller Café Mellemrummet på Ravnsborggade, som er meget småt og intimt. Begge steder er drevet af frivillige, og det betyder en virkelig fed og uformel stemning. Her kan du også være heldig at spotte Danmarks nye comedy-talenter. Eller comedynørder som mig. Andre gode steder er Bremen Teater på Nyropsgade og Comedy Zoo i Kompagnistræde.

Et billede slået op af tipKBH.dk (@tipkbh) den 26. Nov 2015 kl. 3:44 PST