Museernes genåbning: Disse udstillinger skal du se
D. 21 april og museernes genåbning er lige om hjørnet! Ved du ikke hvor du skal starte, når kultursulten (endelig) skal stilles? Hér får du et overblik over, hvad der venter dig af nye udstillinger, når kunsthaller og museer må åbne dørene op for besøgende igen.
OBS! Ved indgang på museerne skal du kunne fremvise et coronapas, svarende til enten:
- En negativ covid-19 test, der er maks 72 timer gammel
- En positiv covid-19 test, der er foretaget mindst 14 dage og højst 12 uger inden tidspunktet for dit besøg
- Et gennemført vaccinationsforløb med covid-19 (min. 14 dage siden sidste stik)
Louisiana
21 april – 29 august. MOR!
I forårets og sommerens store særudstilling er det moderskabet og -figuren, der er i fokus. Udstillingen undersøger temaer som herkomst og tilknytning, skiftende ideer om femininitet, døden og ikke mindst det at give liv. Du kan godt glæde dig til en sanselig, tankevækkende og imponerende udstilling, der giver et fornyet perspektiv på forholdet til… Mor!
21 april – 1 august. Arthur Jafa
Den amerikanske videokunstner, Arthur Jafa, er anerkendt for at klippe sine filmiske værker med humor og brutalitet, store følelser og bidende kritik. I denne udstilling kan du bl.a opleve en række af Jafas hovedværker OG et helt nyt videoværk skabt til udstillingen.
Kunsthal Charlottenborg
21 april – 23 maj. Afgang 21
Yes – så er den her igen! Afgang er den årligt tilbagevendende eksamensudstilling for dimittenderne fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Her kan du få lov at opleve hvad de nyeste talenter fra Kunstakademiet har at byde på – det plejer at være interessant!
21 april – 8 august. Laure Prouvost: Our elastic arm hold in tight through the claouds
Skal du have en totaloplevelse? Så får du den her! Den franske Laure Prouvost laver både film, installationer, skulpturer, lyd og performance, og så har hun omdannet hele nordfløjen til en sanselig, surrealistisk labyrint-agtig tunnel, du kan tage på opdagelse i.
Nikolaj Kunsthal
21 april – 9 maj. Thomas Øvlisen: Anden stjerne til højre
Måger, 4 tons lyserødt sand og baskeball-kurve. Flot og særligt ser det ud i Thomas Øvlisens soloudstilling, som både byder på malerier, installationer og kunstnerens helt eget atelier. Udstillingen kredser om emner som frihed, erindring og hverdagsrealisme.
21 april – 9 maj. Nikolaj – Københavns Kunsthal 40 år
Tillykke med de 40 år! I denne jubilæumsudstilling markeres Nikolaj Kunsthal som et af de første udstillingsteder i Danmark, der viste videokunst. Se derfor frem til en udstilling med ikoniske videoværker af Marina Abramović, Ida Kvetny og Fischli/Weiss og mange flere.
Arken
21 april – 8 august. Guld og magi
Når ARKEN igen kan slå dørene op, bliver det med den storslåede udstilling Guld og magi, hvor oldgamle guldskatte møder moderne, gyldne værker af nogle af verdens største samtidskunstnere. Tag med på en rejse gennem årtusinder for at udforske den magt og magi, der gemmer sig i det skinnende og dyrebare golden material.
21 april – 2 januar. For enden af regnbuen – ARKEN i 25 år
Hip hip! ARKEN fejrer sit 25-års jubilæum med en ny præsentation af highlights i museets samling. For enden af regnbuen, står en krukke guld – og i denne udstilling kan du opleve ægte krukke ARKEN-guld: Sande kunstskatte fra museets arkiver.
Gl. Strand
21 april – 6. juni. Thomas Hirschhorn: Community of fragments
Wow wow wow – jeg har glædet mig ustyrligt til udstillingen af den schweiziske Hirschhorn: Han forvandler nemlig kunsthallens to etager til en ruin! Her udforsker han begreber om destruktion, fiasko og ødelæggelse – men også optimisme. Udstillingen vil være gratis og åben for alle i hele perioden.
21 april – 6. juni. Geta Brătescu: Freedom of Forms
Man kan vidst godt kalde rumænske Geta Brătescu et multitalent! I denne udstilling kan du opleve et stort og interessant udvalg af hendes værker indenfor både tegning, fotografi, collage, film – og – for at det ikke skal være løgn: Tekst!
Statens Museum for Kunst
21 april – Kirchner og Nolde til diskussion
SMK stiller skarpt på to toneangivende kunstnere i moderne billedkunst: Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde. De blev berømte for deres brug af stærke farver og voldsomme penselstrøg. Og så fortolkede de mennesker og kulturer fra især Afrika og Oceanien. Med udstillingen ønsker SMK at åbne op for dén diskussion værkerne rejser i dag.
21 april – 29 august. Anne Imhof
Oplev den fremtrædende tyske kunstner Anne Imhofs første store filmbaserede værk i x-rummet. Den 3,5 time lange film kombinerer medierede optagelser fra hendes performance SEX, der blev opført på Tate Modern i 2019, med et nyt soundtrack.
Copenhagen Contemporary
21 april – 24 oktober. Art of Sport
For nogle er sport lig med frirum, fællesskab og selvudvikling, men for andre er den ekskluderende og forbundet med rivalisering og ekstremitet. I CCs nye udstilling Art of Sport undersøger over 30 kunstnere sportens mangeartede facetter. Glæd dig til værker af blandt andet Sarah Lucas, Camille Henrot og Robert Mapplethorpe.
21 april – 24 oktober. Elmgreen og Dragset: Short Story
CC kører i dén grad sportstema! I Short Story forvandler den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen og Dragset en af de enorme kunsthaller til en tennisbane. På tennisbanen foregår der ting og sager mellem tre respektive figurer – men det er op til publikum at få det hele til at give mening.
Glyptoteket
21 april – 15 august. Auguste Rodin: Forskydninger
I den nye udstilling Auguste Rodin – Forskydninger, er der fokus på den berømte billedhugger Auguste Rodins samling af antikke genstande i forbindelse med hans egne skulpturer. I mødet mellem hans skulpturer og hans samling, kommer den besøgende på en ny måde tæt på kernen i kunstnerens skabende proces.