Få det komplette overblik: Sommerens koncerter og festivaler
Hungrer du også efter livemusik og udendørs musikfestivaler? Savner du også at drikke en fadøl med dine venner i det gode vejr? Bevæge kroppen lidt til søde toner og gode rytmer? Bare rolig – vi på TipKbh kommer dig til undsætning!
Udover de store festivaler byder København nemlig på et væld af mindre koncerter, festivaler og musikbegivenheder! I denne guide får du det komplette overblik over sommerens udendørs musik-events.
Det eneste du skal gøre er at tjekke om det kræver billet og ellers bare hive fat i familie og venner fra nær og fjern, hoppe på cyklen og så afsted til skønne dage i musikkens tegn.
Har vi misset nogle fede musik-events? Tip os endelig på tip@tipkbh.dk
Koncerter hele sommeren
Hotel Cecil
Hos det trendy, in-sted Hotel Cecil i indre by kan du opleve en masse intime koncerter med nogle af Danmarks ypperste bands og kunstnere. Baren i stueplan er åben på dage med koncerter, og her kan du nyde de stemningsfulde omgivelser med alt fra craft beer, naturvin til cocktails, uanset om du skal til arrangement eller ej. Læs mere her.
Lillefredag, Havefest, Fredagsrock og LørdagsHits i Tivoli
Lillefredag tilbage hver torsdag, og hér kan du lytte til ny(ere) dansk musik på Plænen som f.eks. Ericka Jane.
Hver sommerfredag fra kl 16:00 er du inviteret til havefest og fredagsrock i Tivoli. Her fyldes haven med fyraftensstemning, sprøde dj’s, quiz, standup og naturligvis livekoncerter. Her kan man blandt andet opleve Anne Linnet, L.O.C. og MØ. Derudover vil der 7 lørdage i juli og august blive skruet op for hitparaderne, når Plænen trylles om til byens største dansegulv. Læs mere her.
Byhaven Pumpehuset
Hos hyggelige og stemningsfulde Byhaven på Vesterbro er der også en masse spændende musikbegivenheder og koncerter med upcoming og etablerede bands på sommerens program. Se programmet for sommerens koncerter her.
Sommersøndage på Nemoland
Traditionen tro vil Nemoland igen i går åbne op for gratis koncerter hele sommeren. I år vil der hver søndag fra d. 29. maj til og med d. 14. august være gratis koncerter på Nemoland, hvor to kendte kunstnere indtager scenen. Programmet indeholder musik til enhver smag, og du kan blandt andet finde Sanne Salomonsen, Icekiid, Niarn og Babara Moleko på programmet. Læs mere her.
Musikbegivenheder og minifestivaller i juli
Sommer i Haveselskabet: 9. – 21. juli
Ligesom de forrige år præsenterer Haveselskabet på Frederiksberg en koncertrække i naturskønne omgivelser. De optrædende er blandt andre Teitur, Søs Fenger og Claus Hempler. Læs mere her.
Grøn koncert: 21. juli & 31. juli
På Grøn Amager og Valby vil der være to scener, hvor du kan finde kunstnerne: Andreas Odbjerg, Carpark North, Tessa, Phlake, Drew Sycamore, D-A-D, Christopher og Susepkt. På festivalspladserne kan der købes masser mad og drikke, når sulten og tørsten melder sig mellem de mange koncerter. Køb billet her.
Summer in the City Festival: 21. – 23. juli
For sjette gang indtages Onkel Dannys Pldas i Kødbyen af Summer in the City Festival. Som altid er der fri entré, fantastisk musik, kolde øl og god stemning. Læs mere her.
Carpark Festival: 29. & 30. juli
Festivalen er en to-dages musik og kunstbegivenhed, som afholdes hvert år i uge 30. På Carpark Festival inviteres musikere, kunstnere og lokale med til at skabe liv under Bispeengbuen.. Læs mere her.
Musikbegivenheder og minifestivaller i august
Stella Polaris: 6. august
Stella Polaris er verdens største gratis chill-out festival, som efter 3 år vender tilbage til Frederiksberg Have. Her vil der være to scener, boder med mad og drikke samt aktiviteter for børnene. Læs mere her.
Copenhagen Summer Festival: 7. – 18. august
På denne festival præsenteres klassiske stjernekoncerter med unge talenter og prismodtagere på højeste niveau fra ind- og udland. Festivalen er én af verdens mest prestigefyldte og er med til at markere København som international musikby. Læs mere her.
AiaSound Festival: 11. – 13. august
AiaSound Festival fandt sted for første gang sidste sommer under navnet ØreSound Festival. Den nystartede festival på Amager bestræber sig på at blive Nordens mest bæredygtige festival. På programmet er store, spændende navne som Tyga, Tiësto, Cheff Records og Chance the Rapper! Læs mere her.
O / Day Fest: 11. – 13. august
O byder på en helt en festivalsoplevelse på Refshaleøen. På O kan du over 3 dage nyde craft beer og drinks samt opleve events, design og festlig musik. Læs mere her.
Frigjort Festival: 12. – 14. august
Frigjort vender tilbage med mere livemusik, fællesskab og frihed – lige i hjertet af Christiania. Festivalen på og foran Loppen byder på to skønne sensommerdage fulde af musik, kunst og kærlighed. Læs mere her.
Strøm Festival: 13., 20. & 27. august
Den elektroniske og banebrydende festival Strøm i København forløber over tre uger med main events d. 13., 20. og 27. august. Mere end 20 danske og udenlandske artister står til august på spring for at fylde byen med hver deres take på den elektroniske lyd, når Strøm under et nyt format igen skaber plads til musikken. Læs mere her.
UHØRT Festival: 18. – 20. august
UHØRT løber for 10. gang af stablen og har som altid fokus på den ALLERNYESTE musik, som kan bryde igennem på den danske musikscene! 42 nye danske navne, der fylder pladsen og scenerne med masser af energi, begejstring, nærvær og ikke mindst et hav af fede koncerter indenfor forskellige musikgenrer. Læs mere her.
Foxtail Festival: 20. august
Den spændende, københavnske festival på Refshaleøen har genrer som folk, country og Americana på programmet. Oplev blandt andet Baskery, El Ray og The Saloon Men. Læs mere her.
Vesterbro Rock Fest: 25. & 26. august
Vesterbro Rock Fest byder på et line-up af kompetente rockbands fra den danske og engelske undergrund. Festen afholdes i VEGA og har blandt andre Junkyard Drive, Artemis Band UK og Forever Still på plakaten. Læs mere her.
Karrusel: 25. – 27. august
På den intime, elektroniske festival på Refshaleøen kan du i 3 dage opleve fantastiske internationale DJ-sets med det bedste nye indenfor house, disco og techno! Læs mere her.
Tomorrow Festival: 26. & 27. august
Den nye festival i Valbyparken giver konkrete idéer til det bæredygtige liv i et mix af musik, talks og madeventyr. De blander tidløs rock og elektroniske popeksperimenter med tankevækkende samtaler, innovative løsninger og bæredygtige oplevelser for store som små – og alt derimellem. Læs mere her.
Juicebox Festival: 27. august
Upcoming-festivalen under Bispeengbuen på Frederiksberg har i år 5-års jubilæum! Festivalen samler musikere på tværs af genrer og præsenterer deres musik for et bredt og mangfoldigt publikum. Læs mere her.
Musikbegivenheder og minifestivaller i september
Engage Festival: 2. & 3. september
Festivalen arrangeret af og til støtte for veteraner finder sted den 2. og 3. september på Kastellet i København. Festivalen er for alle, der vil fejre livet og den gode musik. Årets program byder blandt andet på Annika Aakjær, Blæst og Calby. Læs mere her.
Haydn Festival: 2. – 4. september
Danmarks Underholdningsorkester og chefdirigent Adam Fischer inviterer til en ny årlig festival, hvor der sættes fokus på Joseph Haydn. Nyd 3 dage med koncerter i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg. Læs mere her.