Midt i det pulserende Vesterbro i København har Cofoco åbnet deres nye restaurant: Corsa. Vi har besøgt restauranten, som er den 4. restaurant på Corsa Pizza-stammen. Med en beliggenhed i Teaterpassagen mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej har restauranten den perfekte placering, da man befinder sig centralt på Vesterbro, men samtidig kommer væk fra de travle, larmende gader.

Karl og jeg har kigget på mange lokaler på Vesterbro til Corsa. Vi ville rigtig gerne åbne på Vesterbro, men det tog alt for lang tid, næsten 2 år, at finde en god adresse. Det har vi nu fundet i Teaterpassagen. I mellemtiden har vi udviklet og udvidet menu og vinkort, så det i dag er endnu sjovere end da vi åbnede på Østerbro”, siger ejer Christian Lytje.

Fyldt restaurant og hyggelig stemning  

Lyspærer og en fyldt terrasse mødte vores blikke, da vi ankom til den nyåbnede restaurant lidt før kl syv. Selvom restauranten kun har været åben i få uger, har rygtet om åbningen tydeligvis spredt sig. Indenfor var der også godt fyldt og det var et blandet klientel, som fordelte sig i restauranten. Det første der møder én, når man træder ind i restauranten, er et helt fantastiske loftsmaleri. Desuden er restauranten helt nyrenoveret i lyse farver. Der var en god belysning og akustik samt en dæmpet musik i restauranten, som skabte en hyggelig stemning, men stadig gjorde de muligt at tale sammen.

mad københavn restaurant

Corsa er kendt for deres lækre surdejs pizza, og den skulle vi selvfølgelige også smage. Desuden har den nyåbnede restaurant udvidet deres sortiment og har også et stort udvalg af antipasti, som er en hel perfekt måde at starte aftenen på. Vi valgte deres menu, som består af 3 serveringer for kun 250 kr. pr person (virkelig pengene værd!!). Menuen serveres family style, så alle ved bordet kan få lov til at dele retterne. Med menuen formår man at komme hele menukortet rundt, så hvis du har svært ved at vælge ligesom mig og bare gerne vil prøve lidt af det hele, så er det en helt genial løsning!

Store drinks og blandet antipasti

Vi startede aftenen med en klassiker: Aperol Spritz og her skuffede hverken smagen eller størrelsen - de sparer ikke på hverken aperol eller bobler og det var STORE glas! De havde også en klassisk G&T, hvis man er mere til det, og den blev også serveret i de samme flotte, store glas.

mad restaurant københavn

Den første servering bestod af hele 6 antipasti, som alle blev serevet på det fineste service: oliven, foccacia, crudo, crostini bacala, burrata og arrancini, som blev virkelig godt præsenteret og beskrevet af vores søde tjener. Vi startede med at få skålen med de blandede oliven, som vi kunne nyde til vores drink.

Deres foccacia var den perfekte "forprøve" på den pizza, der ventede os senere. Crudo, som ses i midten på bordet på billedet nedenfor, er rå torsk, som var veltilsmagt med forskellige slags oliven, marjoram (krydderurt), citron og chili. Derudover fik vi en klassisk tomatsalat med burrata, som man aldrig går galt i byen med. Til venstre på bordet ses arrancini, som er en klar favorit hos mig - det er en friteret risottokugle, hvor der som en ekstra bonus var en smeltet mozarella-kugle gemt i midten. Sidst, men ikke mindst fik vi crostini bacala, som ses under risottokuglerne på billedet, og som blev serveret med lækre store kapersblade.

Alt i alt en helt perfekt måde at starte aftenen på! Det var anderledes end de klassiske antipasti serveringer som charcuteri, vitello tonnato og carpaccio og det var dejligt forfriskende. Hvis I vil sidde længere end blot til en pizza, kan det helt bestemt anbefales at starte aftenen ud med antipasti.

mad restaurant københavn

Københavns bedste pizza

Selvom vi allerede så småt var begyndt at få fyldte maver, vidste vi, at det var den berømte pizza, der ventede os, og det havde vi set frem til hele dagen. Anden servering bestod af: finocchio, carciofi og enten en valgfri pizza eller meatballs. Vi valgte deres hvide pizza "Funghi", som er et must at prøve, hvis du er svampe-elsker! Deres surdejsbunde er altid perfekt bagt, og giver en blød og sej skorpe samt en lidt brændt eftersmag, som er min klare favorit - efter min mening laver Corsa nogle af Københavns bedste pizzaer!

mad restaurant københavn

Med meget fyldte maver sluttede vi aftenen af med ægte siciliansk is, som var en helt perfekt afslutning på en dejlig aften. Corsa på Vesterbro er en rolig og hyggelig restaurant, som vi helt klart vender tilbage til. Restauranten er det perfekte sted til både at nyde en hel aften i det italienske hjørne, som vi gjorde, men også til en enkelt pizza og et glas vin. Og endnu engang - hvis du ikke har prøvet deres pizzaer, så er det en klar anbefaling herfra!

Adresse: Vesterbrogade 44, 1620 København V

Åbningstider: Åbent alle ugens dage fra kl 17-00 samt lørdag og søndag til frokost fra kl 12

Book bord HER.