Foto: Benediktiner Weissbier er ekstremt tæt på “the real deal”

Er du en af dem, der har taget lidt let på sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkoholindtag under corona og gerne vil stramme op?

… Meeen..  glæder du dig samtidig til at “komme på græs” med vennerne og nyde en kølig på en af byens mange plæner? Så er den gode nyhed, at de to intentioner godt kan forenes.

Her på TipKBH redaktionen har vi nemlig testet en lang række alkoholfri øl, og giver dig her vores bedste bud på 5 bajer uden procenter, der både smager, dufter og føles som den ægte vare.

De udvalgte øl finder du i helt almindelige københavnske supermarkeder, så du er good to go, når sæsonen for udendørs afstands-hygge for alvor skydes i gang.

Ellebryg fra Skovlyst

ellebryg, alkoholfri øl, tipkbh guide

Skovlyst har brygget en flot karamelbrun ale, der ikke går på kompromis med den fyldige smag, der kendetegner bryggeriets andre øl. Ellebryg har en god skum, en god mundfylde og en dejlig rund eftersmag – alt i alt en rigtig fin fri øl til dem, der ønsker en kraftigere øl end den almindelige pilsner.

Hvor fandt vi varen?
Rema1000

Willemoes Mosaic IPA

Willemoes Mosaic IPA er brygget af Bryggeriet Vestfyn og kan næsten beskrives som sommer på flaske. Den er let, frisk og frugtig med et hint af den klassiske let bitre IPA-eftersmag. Øllen er lys og perlende med en god brus – en perfekt “picnic på Kastellet” øl.

Hvor fandt vi varen?
Kvickly

Gleipner Citra IPA

gleipner, alkoholfri øl, tipkbh guide

Bryggeriet Vestfyn kan noget med alkoholfri IPA’er. De står nemlig også bag Gleipner Citra IPA der, ifølge bryggeriet selv: “vækker din indre viking”. Bedøm selv, om det passer, imens du nyder en (delevenlig) IPA med god brus, en flot farve og en dejlig lang eftersmag.

Hvor fandt vi varen?
Føtex

Benediktiner Weissbier

Er du til Weissbier, må du ikke snyde dig selv for Benediktiners bud på en alkoholfri udgave. Øllet har en god smag med masser af fylde og skum – faktisk smager den så autentisk, at vi er overbeviste om, at denne øl kan snyde (og overbevise!) selv den mest konservative øl-drikker.

Hvor fandt vi varen?
Rema1000

Fynsk Fri fra Ørbæk

fynsk fri, alkoholfri øl, tipkbh guide

Den alkoholfri pendant fra Ørbæk til Fynsk Forår – Fynsk Fri – er fri for procenter men heldigvis ikke for god smag. Øllen er meget let, lys og frisk, med en flot perlende brus og en blid eftersmag. For ekstra samvittigheds-point er øllen økologisk.

Hvor fandt vi varen?
Føtex Food