Street Food i verdensklasse: Din guide til Broens Gadekøkken
For enden af Inderhavsbroen ved Nyhavn i indre København findes Broens Gadekøkken – et overflødighedshorn af street food-madboder og barer, der serverer velsmagende mad, drikke og lækre specialiteter fra hele verden til en fantastisk udsigt over Københavns havn. Her er kvalitet, gode ingredienser og smagsoplevelser i højsædet. Kort sagt: Street food i verdensklasse!
Broens Gadekøkken er opstået i et samarbejde mellem stifterne af Copenhagen Street Food – Papirøen og Reffen – og ejerne af restaurant Noma. Madboderne og barerne er derfor nøje udvalgt, og hviler på nogle af Københavns mest anerkendte kokke og restauranter.
I sommerperioden er det et kæmpe must at besøge byens nye, hotte samlingssted hvor både tørstige og sultne ganer i dén grad bliver forkælet. Vi på redaktionen har derfor været et smut forbi Broens Gadekøkken for at smage på deres lækre og store sommer-udvalg. Her er vores favoritter!
7 fantastiske madboder
Vi mener det helt alvorligt når vi siger, at noget af landets absolut bedste street food kan fås hos Broens Gadekøkken! Og vi tør godt love, at du aldrig går helt galt i byen med en lækker ret fra én af madboderne for enden af broen – men vi har alligevel udvalgt 7 boder, som skiller sig ud på den gode måde.
Haddock’s Seafood
Fisk, fisk og fisk! Haddock’s Seafood bringer det bedste fra havet direkte til København. Her får du blandt andet fish & chips og fiskeburger med dampende varm sprødstegt fisk, moules frites med økologiske og linefangede muslinger og fiskefrikadeller serveret i samarbejde med den anerkendte kok, Thomas Rode. Det hele fås i en bæredygtig og økologisk version – lavet fra bunden med masser af kærlighed og kvalitetsprodukter.
Pris: Fiskeburger for 75 kr., og Moules Frites til 115 kr.
Lola Impact
Bag den multinationale madbod Lola Impact står et fællesskab af gastronomer, der er berømte i flere dele af verdenen og sætter emner som bæredygtighed, lighed og godt velbefindende på dagsordenen. Her kan du både smage på specialiteter fra Latinamerika, Indien og Sydøstasien. Sæt for eksempel tænderne i fantastiske tacos, frisk ceviche eller fedtede tortillachips med avokado-creme. Mums!
Pris: Taco-combo til 125 kr., og Ceviche med torsk til 115 kr.
Aamanns Gadekøkken
Aamanns restauranter i København er særligt kendte for deres udsøgte smørrebrød – og hos Aamanns Gadekøkken kan du også smage på de mest kendte stykker smørrebrød, retter og smagskombinationer. Simpelt er godt må næsten være mottoet, for her skæres der helt ind til benet, så råvarer og smag står tydeligt frem. Menuen tager altid udgangspunkt i årstidsbaserede, lokale råvarer, hvadenten det er nye, danske kartofler eller sprød, frisk rødspættefilet.
Pris: Tartar til 95 kr, og BBQ Flæskestegs sandwich til 95 kr.
Dhaba
Inviter smagsløgene en smuttur til Indien med på nogle af landets allerlækreste, mundvandsfremkaldende, eksotiske og krydrede street food-specialiteter hos Dhaba. De altid velsmagende Tandoori eller Butter Chicken, Vegetarian Curry med økologisk mango lassi og naanbrød vil med sikkerhed få dit madhjerte til at banke! Vi kan også varmt anbefale den varmende Karahi Lamb, som også vandt European Streetfood Award i 2019.
Pris: Butter Chicken for 99 kr., Karahi Lamb til 119 kr.
Organic Boho
Salat, der er alt andet end kedelig! Hos Organic Boho nørdes råvarer, superfoods og sundhed helt ned til mindste detalje. Alt er 100% økologisk & vegansk og så er maden både smuk, farverig, nærende og godt mættende. Her kan du smage på alt lige fra de fyldigste wraps med falafler til sunde salater propfyldte med lækre grøntsager. Madboden er nu tre år i træk blevet nomineret af AOK til Byens Bedste og rost til skyerne af madanmelderne, så der er i dén grad noget at glæde sig til.
Pris: En salat eller wrap til 89 kr., og snacks fra 39 kr.
Strutto
Har du nogensinde smagt den lækre, italienske pandekage “crescia”, som stammer fra området Marche? Uanset så skal du tage forbi Strutto på Broens Gadekøkken! Her fås den sprøde, luftige pandekage med de mange lag på flere forskellige måder – og når du først har smagt én af dem, vil du slet ikke forstå, at du har kunnet leve uden. Pandekagen bages med parmesanost og svinefedt, som giver den det helt særlige udseende og den gode smag. Kokken bag Strutto kommer selv fra Marche – mere autentisk bliver det ikke!
Pris: En crescia for 75 kr.
Will at the Bridge
Wonton-dumplings og nudler i lange baner: Hos Will at the Bridge får du original street food fra det centrale Kina! Det er stjernekok og tidligere souschef på Geranium, Will Smith, som står bag biksen, hvor kvalitet og smag er af allerhøjeste prioritet. Maden laves af passion og de fineste, bedste ingredienser og råvarer – og vi tør godt love, at du ikke bliver skuffet af de kinesiske favoritter. Den vegetariske version smager forresten også forrygende!
Pris: 4 dumplings for 60 kr., og spicy Dan-Dan nudler for 95 kr.
4 forfriskende barer
Lækker street food kalder tilsvarende på lækre drikkevarer, og heldet er med dig, for Broens Gadekøkken disker op med hele 4 forrygende, forfriskende barer! Her kan du slukke tørsten i både økologiske øl, vin, juicer, saft og smagfulde cocktails.
Vinbar
I Vinbaren står de kyndige vinbartendere altid klar til at guide dig til det helt rigtige glas rød, hvid, lyserød eller bobler. Her bydes du på nøje udvalgte vine fra Løgismose, samt et skiftende udvalg af naturvine med interessante smagsprofiler. Atmosfæren er altid super hyggelig med blød, fransk jazz og levende lys. Hos Vinbar foregår der regelmæssige arrangementer med alt fra vinsmagninger til østers og champagne-smagning.
Ølbar
I Ølbaren finder du et fast udvalg af kvalitetsøl på fad fra 16 haner. Personalet er altid klar på en en god humlesludder og på at vejlede dig i øllets univers. Du kan slukke øltørsten i et stort udvalg af forskellige specialøl fra nogle af landets bedste mikrobryggerier og nyde den afslappede stemning, der inviterer til hyggeligt samvær i øllets navn.
Cocktailbaren
Hvis du sætter pris på en frisk, kølig og velsmagende cocktail, så er Cocktailbaren et absolut must at besøge! Nyd cocktails af højeste kvalitet med hjemmelavede puréer og sirupper lavet på årstidens bedste råvarer. Her trylles der med både smagssammensætninger, råvarer og teknikker, så du kan sikre dig den bedste cocktail til eller efter den lækre mad!
Mainbar
Hos Mainbar finder du alt det bedste fra alle Broens Gadekøkkens barer samlet i én. Baren ligger centralt på pladsen, så du derfor ikke skal gå alt langt for at få noget forfriskende til ganen. Forsyn dig med en Aperol Spritz eller et forfriskende glas kold rosé, masser af hygge og måske endda lidt sol på næsetippen.