Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Bliv inspireret: Vinterferie i København 2023

Vinterferien står for døren, og rigtig mange af os glæder sig til lidt tid uden forpligtigelser og hverdagsræs. Men hvad skal man egentlig lave, når kalenderen er tom i en hel uge? København byder på et væld af sjove og spændende oplevelser, som du kan give dig i kast med i vinterferien – der er noget for både børn og voksne!

Her får du vores guide til en aktiv, oplevelsesrig og ikke mindst hyggelig vinterferie i København.

Udendørs aktiviteter

Selvom temperaturerne endnu er på sit laveste, så betyder det altså ikke, at man ikke kan begive sig ud og få lidt frisk februar-luft i kinderne.

Pak dig ind i noget varmt tøj og oplev København og byens mange udendørs vinterferie-aktiviteter!

CopenHill: Københavns første skibakke

Foto: CopenHill

Selvom vinterferien skal tilbringes i København, er der altså ingen grund til at droppe drømmene om en tur til Alperne og ski under fødderne. CopenHill giver dig nemlig – med sine 85 meter – muligheden stå på ski og snowboard ned ad Københavns første skibakke.

Hvis du ikke er så meget for ski, så kan du også prøve CopenHills helt nye hikingrute, som går hele vejen langs taget. Derudover er det også muligt at klatre på klatrevæggen der – med sine 85 meter – faktisk er verdens højeste.

Hvor: Vindmøllevej 6, 2300 København S

Læs mere om CopenHill her.

Broens Skøjtebane: Bambi på glatis eller en haj på isen?

Foto: Broens Skøjtebane

Der er ikke noget sjovere end at få et par skøjter på fødderne og suse rundt på isen – uanset niveau! På Broens Skøjtebane, som er Københavns helt nye bane, er der mulighed for for alvor at udfordre dine skøjte-evner.

Her kan du nyde udsigten over havnen og gå på jagt i de lækre madboder i Broens Gadekøkken, når du har forladt skøjtebanen.

Her er både mulighed for at medbringe egne skøjter eller leje et par på stedet.

Hvor: Strandgade 95, 1401 København K

Læs mere her.

Copenhagen Light Festival: Et fortryllende lysunivers

Foto: Copenhagen Light Festival

Hvis du også er vild med flotte farver og måske gerne vil lyses lidt op i det kolde vintermørke, så skal du uden tvivl et smut forbi Copenhagen Light Festival i din vinterferie. Her fortrylles byen og fyldes med flotte lysinstallationer, når festivalen for femte gang indtager København i perioden den 3. til den 26. februar.

Hvor: Du kan opleve Copenhagen Light Festival fra Nordhavn til Ørestad.

Læs mere her.

Amarminoen: Amager rundt på gåben

Har du lyst til at udfordre dig selv – og ikke mindst dine ben og fødder? Så skal du give dig i kast med Amarminioen, som er skabt for at give et afslappende pusterum i naturen.

Du kan enten gå den smukke – cirka 27 kilometer lange – vandrerute på én gang, eller du kan dele turen op over flere dage. Der er langs ruten flere muligheder for at overnatte i telt eller shelter på lejrpladser.

Læs mere her.

Parkerne i København: Frisk luft og smuk natur

Hvis du gerne vil bevæge benene, men måske ikke lige kan overskue at gå hele Amager rundt, så er København altså også fyldt med smukke parker og natur-oaser, som du med fordel kan udforske i jagten på dagens skridt.

Du kan blandt andet tage forbi Kongens Have, Botanisk Have, Frederiksberg Have, Kalvebod Fælled, Fælledparken eller Dyrehaven.

Få inspiration til andre smukke natursteder, som du kan udforske til fods her.

Vinterbadning i København: 

Er du en vaskeægte viking? Så er vinterbadning nok noget for netop dig!

København byder på en masse lækre steder, hvor du kan dyppe kroppen i det iskolde vand, men som garanterer dig en fuldstændig fantastisk og befriende følelse bagefter.

Steder der er værd at nævne i forbindelse med vinterbadning er blandt andet La Banchina, Havnebadet Islands Brygge, Kalvebod Bølge, Havnebadet Sluseholmen og Amager Helgoland.

Læs mere om spændende steder at vinterbade her.

CopenHot: En spaoplevelse i verdensklasse

Foto: CopenHot

Hvis vinterbadning lyder lidt for koldt til dig, så skal du besøge CopenHot, hvor du både kan prøve vildmarksbade, panoramasauna eller måske en tur rundt i Københavns Havn i en spabåd?

CopenHot byder på noget for alle – uanset om du vil have en unik spaoplevelse sammen med vennerne, familien eller kollegaerne, så kan du være helt sikker på, at det er stedet for jer.

Hvor: Refshalevej 325, 1432 København K

Læs mere her.

Læs også: Her er Københavns 6 bedste spaoplevelser.

København ZOO: Vinterfestival

Foto: København Zoo

Hvis du også er vild med at besøge København ZOO, så bliver du nok glad for at høre, at de også holder åbent i vintermånederne. Her har du mulighed for at opleve ZOO’s allerførste vinterfestival, hvor både lys, leg og en masse sjove aktiviteter er på programmet!

Du kan blandt andet klatre op og opleve udsigten fra giraffens perspektiv, lave perleplader og nøgleringe i Pelle og Kayas krea-værksted, tage til kocert og rullingeværksted med Silja Okking, varme op til dette års MGP-brag med MGP-koncert, eller måske iføre dig dit bedste kostume til fastelavn i ZOO?

Ja, mulighederne er mange – det bliver uden tvivl en god tur i ZOO!

Hvor: Roskildevej 32, 2000 Frederiksberg

Læs mere om Vinterfestival i ZOO her.

Indendørs aktiviteter

Hvis du foretrækker at tilbringe feriedagene inde i varmen, så skal du naturligvis ikke kede dig – der er nemlig også uendelige oplevelser indendørs!

Fastelavnsbollespisning: Forkæl din søde tand

fastelavnsboller
Foto: Lagkagehuset

Hvis du dine smagsløg trænger til en smule forkælelse i ferien, så skal du slå et smut forbi en – eller flere – af Københavns mange bagere, hvor du kan smage nogle af de absolut lækreste fastelavnsboller.

Du vil møde et hav af forskellige former, smage, størrelser og farver – der er noget for alle!

Læs vores guide til Københavns bedste fastelavnsboller 2023.

Den Blå Planet: Oplev livet under overfladen

Foto: Den Blå Planet

Tag en tur forbi Danmarks Akvarium – Den Blå Planet – hvor både børn og voksne har mulighed for at opleve en verdensomsejling under overfladen.

Her er vand til alle sider, og du vil få en fornemmelse af, at du befinder sig under havets overflade. Du kan besøge Færøernes stejle fuglefjeld, legesyge havoddere fra Alaska eller måske den fantastiske og betagende Stillehavsblæksprutte? Ja, her kan opleves lidt af hvert og stedet er hjem for mere end 400 forskellige dyrearter fra hele verden.

Hvor: Jacob Fortlingsvej 1, 2770 Kastrup

Læs mere og find inspiration til dit besøg på Den Blå Planet her.

En tur i biografen

Ferie betyder hygge! Og hvad er mere hyggeligt end en tur i biffen? Flere spændende film har præmiere i – eller lige op til – vinterferien, herunder blandt andet Jomfruer Fra Rummet, Magic Mike’s Last Dance, København Findes Ikke, og meget mere.

Få mere inspiration til,hvilken film DU skal se i biografen.

Rosenkanonen: Rundetårn forvandles til en blomstrende have 

Selvom forårsblomster og grønne blade kan have lange udsigter, så frygt ej – fra den 4. februar forvandles Rundetårns Bibliotekssal til et blomstermekka, når kunstneren Signe Kejlbo igen udøver magi.

Salen omdannes til en smuk sansehave med inspiration fra blomstrende genstande, steder og elementer fra Christian IV’s liv og historie.

Udstillingen er for både børn og vokse og ledsages af et eventprogram for hele familien.

Hvor: Købmagergade 52 A, 1150 København K

Læs mere om Rosenkanonen og andre oplevelser i Rundetårn her.

Plask plask: Hop i badeland

Foto: DGI Byen

Det er også muligt at bade indendørs, da København byder på en masse svømmehaller og badelande, der alle er hyggelige og sjove destinationer for en god vinterferie-oplevelse.

Du kan blandt andet tage familien med i Bellahøj Svømmestadion, Frederiksberg Svømmehal, Valby Vandkulturhus eller måske i DGI Byen, som er oplagt for alle, der holder af at boltre sig i det plaskende vand.

Læs også: Guide: Svømmehaller i København

På museum: En rejse tilbage i tiden

Det ville da også være oplagt at bruge ferien på at tage et kig tilbage i tiden og fortælle børnene om, hvordan verde egentlig så ud da mor og far var børn.

Mange forbinder museumsbesøg med noget kedeligt og uinteressant, men det behøver det bestemt ikke at være! I København finder du massevis af museer, der også er velegnede til børn.

Nationalmuseet udbyder blandt andet en del aktiviteter i vinterferien.

Workshop: Byg LEGO-arkitektur til Månen

Vær med, når Dansk Arkitektur Center og LEGO Build the Change inviterer børn og familier til LEGO-workshops i vinterferien. Her kan du bygge arkitektur til Månen, hvor du skal tænke HELT nyt for, hvordan man egentlig overlever ude i rummet, hvor hverken ilt eller vand er til stede.

Der vil desuden være tips og tricks undervejs, som kan hjælpe dig til at tænke ud af boksen.

Hvor: Byghuspladsen 10, 1473 København K

Læs mere her.

Creative Space: Mal dit eget keramik

Foto: Creative Space

Besøg Creative Space på Frederiksberg eller Østerbro, hvor du kan male dit eget keramik – alene eller sammen med andre. Du vil opleve en uhøjtidelig og kreativ atmosfære, og alle er velkomne, hvad end alderen siger 1 eller 101.

Det er altså en oplevelse for alle!

Læs mere og find din nærmeste Creative Space her.

God fornøjelse og god ferie fra alle os på tipKBH!

I samme kategori

generator-copenhagen-playbar-7
dsc7699
Amazing Space
Dining Six. Cinco

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af København – fra københavner til københavner!

Mest læste

generator-copenhagen-playbar-7
Frisør København
VesterbroStreetpartyHeader-01
Pub-quiz

Populære kategorier

Information