Du kender det sikkert godt: Vejret er gråt, på det sidste stykke tid har du haft alt for meget om ørerne, og du trænger bare til at slappe af og sidde et hyggeligt sted, hvor der er rigeligt med kaffe, god mad, vin og godt selskab.

Nogle dage er der bare ikke andet for end at sætte sig på en Københavner-café, lade byen passere forbi udenfor og forkæle sig selv hele dagen. Vi har samlet nogle af de bedste caféer i byen, hvor du kan starte dagen med kaffe og brunch, og i princippet sidde hele dagen til det sidste glas vin er drukket.

Kalaset

Et lille svensk spot i København, der søger inspiration fra maden, der aldrig slår fejl: Bedstemors mad. Kalaset byder på flere forskellige slags morgenmad fra kl. 10 om morgenen, og der er både varianter til dem, der prøver at holde formen og dem, der vil have en lækker morgenmad med alt, hvad det indebærer. Gennem hele dagen kan man købe frokost, snacks, drinks, kaffe og om aftenen har de flere forskellige slags burgere, salat og dages ret. Personalet i caféen kommer fra hele verden, og det afspejles i maden, der er lavet ud fra flere forskellige madtraditioner. Det er altså ikke kun svenske bedstemødre, der har præget caféen. Indretningen er retro-inspireret og væggene er dekoreret med gamle radioer og malerier, så man kommer i den helt rette stemning.

Vendersgade 16, 1363 KBH K, http://kalaset.dk/

Bevar’s

Ravnsborggade på Nørrebro har en del at byde på, men et af de helt unikke steder på gaden er kaffe-, øl- og vinbaren Bevar’s, der i den grad repræsenterer begrebet ”hygge”. Menukortet er simpelt og har lækker mad af kvalitetsråvarer til fornuftige priser. Stedet er indrettet med både sofahjørner, bogreoler og spiseborde, så hvad end man vil sidde og spise, læse, skrive eller drikke en kop kaffe, er der mulighed for det. På væggene udstilles forskellige illustrationer og kunst, og har du en kunstner i maven, er der også mulighed for at dine værker kan pryde Bevar’s vægge.

Ravnsborggade 10B, 2200 KBH N, http://www.bevars.dk

Livingstone

Er du til brunch hele dagen og udsigt over søerne, så er Livingstone stedet for dig. Caféen ligger ud til Sortedam Dosseringen på Østerbro, og de har brunch på menuen helt til kl. 17. Derudover er der også tapas- og aftenmenuer. Maden bliver serveret på unikke keramiske tallerkner og fade, som Livingstone har fået lavet i det nordlige Bali, så der er tænkt over detaljerne. Trænger du til en drink hen på aftenen, så laver Livingstone også cocktails og serverer forskellige bobler.

Sortedam Dossering 81, 2100 KBH Ø, http://cafelivingstone.dk/

The Living Room

Som navnet indikerer, så er The Living Room et sted, man hurtigt føler sig hjemme. Caféen er indrettet med pejs og flydesofaer, så det eneste du skal gøre er at bestille noget at drikke og spise, og så læne dig tilbage. Caféen har også et Marrocan Tea Room, hvor du kan drikke din te på puder på gulvet omgivet af stearinlys. På menukortet er der bl.a. kager, croissanter, brunchanretning og sandwiches i italiensk paninibrød, og caféen har både brætspil og magasiner, hvis du har glemt bogen derhjemme. Nogle dage er der DJ i kælderen, og musikken kan selvfølgelig nydes til en af The Living Rooms hjemmelavede drinks.

Larsbjørnsstræde 17, 1454 KBH K, https://www.facebook.com/thelivingroomdk/

Frenchy

Drømmer du dig væk til Frankrigs land med god mad og vin, så behøver du blot at tage ind i indre by for at få (næsten) hele stemningen. Caféen Frenchy er lavet af tre franskmænd, som har holdt fast i de franske madtraditioner, og derfor er menukortet også fyldt md baguettes, ost, skinker og crêpes. Om morgenen serveres der brunch, og bliver du hængende hele dagen, vil du kunne slutte den med rødvin og crème brûlée. Al maden er hjemmelavet af de tre ejere, og caféen er indrettet i ægte fransk tema.

Hyskenstræde 16, 1207 KBH K, http://www.frenchy.dk/

Læs mere om caféer i København