SMK åbner udendørs kunstudstilling om første år med corona
“Det, jeg vil sige i aften, kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.” Kan du huske det? På torsdag den 11. marts 2021 er det præcis et år siden, at statsminister Mette Frederiksen udtalte netop de ord og varslede den første corona-nedlukning af Danmark. På årsdagen åbner SMK (Statens Museum for Kunst) en ny udendørs udstilling, hvor tre danske samtidskunstnere fortolker coronapandemien og præsenterer tre helt nye kunstværker.
Det er kunstnerne Benedikte Bjerre, Kaspar Bonnén og Sonja Lillebæk Christensen, der hver giver deres bud på, hvordan en kunstnerisk respons på corona-pandemien kan se ud. Værkerne præsentereres i museumshaven foran SMK, hvor alle interesserede kan kigge forbi – helt gratis.
Værkerne skal fungere som et vidnesbyrd for det år, der er gået og huske os på, hvordan vi er blevet berørt, hvordan vi har holdt hånden under hinanden og levet i en markant forandret hverdag.
”Vi håber, at værkerne på denne udstilling vil hjælpe os til at forstå et år med corona, hvor sammenhold og isolation blev to sider af samme sag”, siger Mikkel Bogh, direktør for SMK.
De tre kunstværker er en del af projektet Berørt, som er skabt i partnerskab mellem Røde Kors, Coop, Hjaltelin Stahl – Part of Accenture Interactive og SMK.
I 2020 kunne alle uploade et billede af deres hånd og dele deres tanker om coronakrisen på berørt.dk. For hver hånd gav Coop 5 kr. til Røde Kors, som gik ubeskåret til at hjælpe de mest udsatte under coronakrisen i både Danmark og i udlandet. Puljen af hænder og coronatanker blev efterfølgende videregivet til de tre kunstnere, som hver især har ladet sig inspirere af indholdet til at skabe deres corona-kunstværk.
Hvor? På forpladsen foran SMK
Hvornår? Fra 11. marts – 2. maj 2021. (Udstillingen kan ses hele døgnet)
Herefter tager værkerne på rejse rundt i Danmark og vises udendørs i Kunsthal Aarhus Skulpturpark, SMK Thy og Kunstmuseum Brandts i Odense.